fredag den 12. august 2016

PLANTEKASSE - EGET DESIGN

En plantekasse til krydderurter - navnlig persille og purløg er uundværlig i en almindelig have -  man ikke har nogen køkkenhave. Efter snart 20 år kunne vores gamle plantekasse ikke hænge sammen mere. Hjørnestolperne var rådnet væk og kassen faldt fra hinanden. Placeringen var efterhånden heller ikke den bedste, for rønnebærtræet bagved kassen havde vokset sig stort og gav en masse skygge. Den nye plantekasse skulle flytte om bag ved espalieret, hvor lysforholdene var mere passende. Ikke bragende sol, men lys fra morgen til sent eftermiddag.



Den nye plantekasse fotograferet i juli måned - og den lever helt op til forventningerne.



Den gamle kasse skulle helt væk. Det var nu nemmere sagt end gjort, for rønnebærtræet havde set sit snit til at stikke mange rødder op i plante kas-sen. Ikke noget med bare at skovle jorden op. Den brugte jord blev blandet i topdressingen til græsplænen og spredt ud på plænen,



Vi havde "arvet" et massivt understel af eg til et sofabord og da ingen ville købe det i Den Blå Avis og vi heller ikke kunne nænne at bruge det til pindebrænde, kom det til at danne skelettet til den nye plantekasse. Det holder sikkert vores tid ud.


Min gemal er flink med næsten alt værktøj, så han var ikke længe om at beregne antal m brædder, før han var igang. Jeg ville gerne have brædder og trådnet i bunden, så hverken rødder eller uønskede gnavere kunne finde vej op i kassen. Indvendig beklædte jeg med ukrudsdug, som blev holdt fast med vandrette brædder på kanten. Fint arbejde min gemal fik lavet i en håndevending :-)



Et passende sted lige bag espalieret blev fundet egnet og markeret og så var det bare med at finde plads til nogle planter, der skulle graves op og sættes et andet sted. Selvom vores have er stor, er der ikke ret mange ledige pladser til nye planter.



Regn, regn og atter regn. Vores genbo var ved at reetablere et hegn i sin have og i stedet for at køre nogle sten og fliser på lossepladsen, hentede jeg dem.  Det var lidt blandet, men det er jo også en udfordring. Efter at have flyttet rundt på stenene flere gange, blev resultatet antageligt. Jeg opdagede hurtigt at jorden sprøjtede op på kassen når regnen stod ned i stænger, så jeg lagde flere sten rundt under kassens kant. 




Men hvad planter jeg der, hvor den gamle kasse har stået? 
Der er sikkert nogle planter som gerne vil flyttes. 



Jeg havde reddet nogle af de gamle persilleplanter fra sidste år og købte nogle nye i potter, da Aldi  langt om længe havde nogle potter med persille. Det er noget helt andet end drivhuspersille. Det er dyrket udendørs i varmere omgivelser og bliver hurtigt til store planter. Jeg havde sået bredbladet persille i lerpotter. Dem satte jeg ned i plantekassen og ville plante ud senere. Det fik jeg aldrig gjort, men hold op, hvor de gror! Alm. Timian og citrontimian blev der også plads til, men de er senere plantet ud i krukker ved kassens fod.

I jorden bag kassen er der plantet staudesalvia, en enkelt rose og i den store krukke er der plantet en ananaskirsebær, som lige i starten har fået et lille drivhus i form af en slikkasse. (Slikkasser kan bruges til rigtig mange ting og fås gratis hvor man handler).

         


Her sidst i juli måned er der frodig vækst af persille, purløg og dild i min plantekasse. Vi har aldrig brugt så meget persille og purløg som i år. Ananaskirsebærplanten overgår sig selv og er mere end 2 meter høj med rigtig mange bær. Det sjove ved denne plante er at jeg tog et bær med hjem fra oldebarnets dåbsfest, tørrede frøene på et kaffefilter ved at tvære det ud - og lægge det i jord i april måned. Jeg har flere ananaskirsebær  i krukker.Vandfadet er til pindsvinet.


På modsat side af espalieret og plantekassen - på den gamle plantekasses plads - plantede jeg hortensiaerne fra krukkerne, stak afbrækkede Heuchera direkte ned i jorden og satte nogle tiloversblevne Petunia i jorden. I krukken var der en flot potterose....... men hvor er den blevet af?Hvilket dyr har taget den? Heldigvis skyder den igen. Jeg købte også en klematis, som får lov til at klatre op af espalieret.