Jeg har selv fremelsket den opstammede kristtjørn med de 2 kugler. Forneden er bladene klippet til en firkantet kasse. Træet vokser 20 cm om året, så nu er jeg nødt til at stå på en stige for at klippe øverste kugle. Bagved til højre ses min Gingko Biloba, som er blevet enormt stort og hvis jeg ikke havde klippet og savet i det, ville det ikke længere kunne være på den plads.
Sådan startede den opstammede kristtjørn som nu har "3 etager".
Gingko Biloba træet for 5 år siden. Bemærk den tykke stamme. Hvis træet kunne vokse normalt, blev det vist et meget højt træ. Wikipedia nævner Højde x bredde og årlig tilvækst: 30 x 10 m (20 x 10 cm/år). Vores træ er købt i 1966, så det ville have været alt for højt. Nu holder jeg det i ave ved at klippe det kugleformet.
Jeg har 5 Prunus Otto Leutken, laurbærkirsebær, som bliver klippet i form, når de bliver for store. Det er svært af afpasse det rigtige tidspunkt, for mine buske blomstrer i foråret og i sensommeren. Men klippes skal de. Her er jeg også gået over til at klippe med hæksaksen, hvor jeg før brugte rosensaksen. En prøveklipning viste at planten ikke laver brune bladrande når den bliver klippet med hæksaks.
For mange år siden lavede jeg opstammede ligustertræer, det er nok 12-14 år siden og de har vist sig at være rigtig gode til formklippede buske og små træer.
Jeg var så heldig at jeg fik dem placeret sådan at de fint kunne bruges til juledekoration, fordi de stod i en næsten lige række, hvilket slet ikke var tilsigtet.
Belysningen er små juletræskæder med batteri - pr. stk. ca. 25 kr + 4 batterier. Læg også mærke til mit juletræ på terassebordet. Det er lavet af sammenlimede fyrretræskogler, så du kan godt begynde at samle kogler i forskellig størrelse op nu, hvis du vil lave sådan et juletræ. Opskrift kommer senere i min anden blog - her på siden bringer jeg så en henvisning.
Jeg venter lige et par uger med at klippe mine "Beatles taks", så er de rigtig flotte ved juletid.
Det tager en times tid for hver busk når hovederne skal barberes, men det ser sjovt ud, når der ellers ikke er blomster i haven.