torsdag den 13. maj 2021

FERSKENESPALIER PÅ EN BAR GAVL


Selvom haven efterhånden har fået det udseende, som gør den ældrevenlig, er det sjoveste ved havearbejde alligevel de små forandringer jeg stadigvæk har lyst til at gå i gang med. I en periode med ulidelig varme fandt vi dejlig skygge i vores halv tømte brændeskur i baghaven under de høje birketræer og seljerøn.

Da vi sad på vores "tronstole i brændeskuret, fik vi lyst til at få et espalier op ad den bare gule murstensgavl. Lige et passende sydvendt sted for et ferskenespalier.


Der gik ikke mange dage, før der var sat et hjemmelavet espalier op, fjernet et par fliser, gravet et dybt hul, plantet et ferskentræ og fyldt op med lækker kompostblandet jord.


Ferskentræet havde nogle afblomstrede blomster da vi købte det og nogle af blomsterne faldt af undervejs, så vi regnede ikke med frugt samme år. Alligevel viste der sig et par "gravide" frugtanlæg i de næste uger og vi var meget spændte på om de ville falde af - eller blive til ferskner. 




Det blev til 3 dejlige søde og saftige ferskner, som vi plukkede sidst i august måned. 


Ferskentræet blomstrer meget tidligt, allerede sidst i marts måned er de første blomster på vej. Desværre har vi haft nattefrost mange nætter ind i april og begyndelsen af maj måned. Det er længe før bier og andre insekter har travlt med bestøvningens kunst, så jeg måtte ud med en pensel, sat på et langt skaft mange gange for at bestøve. Jeg håber at det har hjulpet. Der var mere end 60 blomster, som sprang ud med ugers mellemrum. Det bliver spændende at se, om der bliver ferskner i år.

1.6. Opdatering: Der bliver 20 ferskener i år. Jeg håber at de alle bliver hængende og modne.