tirsdag den 20. september 2016

EFEU ELSKET OG FORBANDET

Efeu eller vedbend - med det latinske navn Hedera helix er bare så flot og stedsegrøn, hvis man forstår at styre dens vækst. Hos os danner den smukke grønne kanter langs et bed foran huset, men har også totalt overtaget enkelte buske. Nu skulle der ryddes op, vel vidende at det ville være et større arbejde og heller ikke pynte, men jeg ville gøre det nu, hvor vi har kræfterne til det. Vi er jo ikke nogen årsunger, når vi begge har passeret de 75 år.



Efeuen har vundet kampen. Her har den godt fat i et par buske og en cotoneaster.




Jeg har møjsommeligt klippet mig igennem de lange udløbere, som ofte var 3-5 meter lange og har trukket dem fri fra jordbund og buske.




Stammoderen til de fleste udløbere var groet op af denne stub fra en Omorika gran, fældet for snart 20 år siden. Læg mærke til de meget tykke grene. De voksede op til toppen, hvorfra de sendte lange udløbere til alle sider.


Efter at jeg havde brugt en dejlig lun sommeraften siddende i havestolen for med rosensaksen at findele de lange udløbere, så de kunne komme på komposten, påtog min mand sig jobbet. Siddende havearbejde er ik´ så ringe endda!




Der mangler stadig at blive fjernet en hel del udløbere og grene, men nu er det til at overse. En fagmand, Sten Porse, skriver at efeuen dør, når man klipper den ned i jordhøjde. Jeg er skeptisk, for vores genbo har indtil for nylig haft et gammelt raftehegn overgroet med efeu. Efter 30 år kunne det ikke holde sig oprejst mere. (Det er derfra jeg har taget mine efeu). Nu har han jævnet jorden, sat rionet op og han håber det modsatte af det jeg ønsker. Han vil have efeuen til at bryde frem af jorden og klatre op i det nye hegn. Og det ser ud til at lykkes. Dog ved jeg ikke om han lod noget af efeuen stå over jorden.

Jeg har planer om at købe nogle fliser og fylde ud langs kanten og sætte knækstens fliser på højkant, sådan som der er de andre steder. Jeg skal bruge 10 fliser og har fået knæksten fra en anden nabo. Det kom lige til at passe med de 10 nye fliser. Det bliver spændende at se, om jeg har fået has på snebærbuskene. Inden jul skal ligusterbuskenes tykke stammer saves helt ned i jordhøjde, så de kan skyde nede fra bunden i stedet for at danne duske oppe i toppen.


Færdigt arbejde 7-8 uger senere. Den bare jord, hvor efeuen er fjernet er dækket med græsafklip og blade indtil der bliver plantet lidt til forår.


Det er denne fantastisk flotte blanke efeu med store blade, som volder mig besvær i øjeblikket.



Som bunddække og op af et espalier har jeg denne spids-bladede efeu, som er forholdsvis nem at styre med regel-mæssig klipning.



Denne sort er mørkere grøn, hvorfor de hvide bladårer træder tydeligere frem. Den er ikke hurtigvoksende og bladene er små.


Denne hvidbrogede efeu har ikke nær så stort hastværk med at gro. Sortens navn er "Koldinghus".

Efeu bliver til vedbend efter 10-12 år. Denne efeu har fået lov til at klatre op af et udgået træ og er med tiden blevet til et selvstændigt træ på 3 meter i højden. Bladene ændrer karakter og bliver aflange, samtidig med at planten sætter blomster og frugter.




Efeuen har meget kraftige grene, som nærmest er stammer, som smyger sig om det udgåede træ. Efeu er ingen snylteplante, som trækker saft ud af de træer den vokser opad. Den bruger dem kun som klatrestativ.





Efeu/vedbend får blomster efter 10-12 år. Blomsterne springer ud sidst i september og busken er ofte tæt besat med alle mulige insekter. Selve blomsten er ret undseelig. Frugten bliver en lille sort knop, når den er moden. Jeg har i år sået nogle frugter i en urtepotte til badeværelset og de kommer fint .