lørdag den 1. december 2007

1. december 2007 ----tid til nye nissehuer
I eftermiddag skal børnebørnene have deres nye nissehuer. Hjemmestrikkede på strikkemaskinen. Indtil da må Jonas låne en af dem. Det ser ud som om Jimmy er fornærmet.

I dag må haven yde masser af stedsegrønt til julepynten. Der er nok at tage af: Nobilisgran, hvis jeg ellers kan nå derop i år, hvor vi har taget endnu en etage af grantræet, som vel er 8 meter højt nu og næsten 40 år gammelt. Der er masser af kristtjørn med mega-mange flotte bær, Efeu med mange forskellige bladformer, røde grene fra Cornus Alba (kirsebærcornel).Buksbom bryder jeg mig ikke om indendøre, fordi det stinker af kattepis - uden at nogens kat har været der. Mos er der også rigeligt af, foruden alle de andre små tørrede pinde og gevækster jeg finder rundt omkring.

Den store hasselgren som vi plejer at have i stuen med lys må vente lidt. Træet har ikke smidt bladene og raklerne har endnu ikke åbnet sig. Det giver et frygteligt svineri, hvis jeg tager grenen ind nu.

fredag den 9. november 2007

Efterårsferie og leg

En herlig gammel leg man aldrig bliver for stor til

Hannerup Skov først i november

Hannerup Skov ved Fredericia i al sin pragt den første novembersøndag
Vi var ikke de eneste.......

En forrygende efterårspalet En lav sol tittede gennem træerne

De lange skyggers tid

Irgrønne skråninger og orange træer

Fejl af årstiden?

Turen gik omkring dådyrenes indhegning -

Dådyrene har et fantastisk flot revier i Hannerup Skov, som har mange gamle træer. En del har måttet lade livet ved de sidste store storme, men jeg kan godt gyse lidt når jeg tænker på hvad disse træer har været vidne til under krigen i 1864.

Træet på det sidste billede har vi holdt lidt øje med, for det knækkede midt over under orkanen, men se, hvor det trodser al fornuft og sender sine vandrette grene ud over stien.

lørdag den 8. september 2007

Lathyrus i al deres farvepragt og duft

Sensommerglæder

Høstanemoner og Hortensia Paniculata
Det er kun ved særlige lejligheder jeg fylder flere vaser med blomster om sommeren. Jeg nyder dem på deres voksested og har altid kun en enkelt vase med blomster i mit køkken, hvor jeg helst ikke skal opholde mig for længe. Vores sommerliv foregår ikke inde i huset. Med den fint afskærmede overdækkede terasse vi har, tilbringer vi det meste af tiden fra maj - midt i september udenfor, så der er ingen grund til at forkorte blomsternes liv ved at tage dem med ind.
Nu har der været for koldt og blæsende et par dage og vi er så småt ved at rykke indenfor. Så
nu kommer vaserne frem og bliver fyldt med de sidste blomster. Der er stadigvæk mange og en del af planterne fornøjer os ved at få en 2. gangs blomstring...... lige indtil frosten kommer....

De springende delfiner er en "ønsket" sølvbryllupsgave og jeg bliver aldrig træt af at se på dem.

De smukkeste pastelfarver

lørdag den 18. august 2007

Jeg kan li' teaktræ - når det er rent

Teaktræ er nemt at holde rent
Teaktræet i vores sejlbåd ser ud som nyt træ til trods for at båden er 30 år gammel. Vore havemøbler får samme tur som bådens teaktræ. En grundig afrensning om foråret - eller efteråret for de møbler, som står i skuret vinteren over. Herefter får det en omgang sæbevand - natursæbe til ulakeret træ 2-3 gange i løbet af sommeren og ikke en pind andet - ingen olie eller andet fikumdik. En hurtig omgang med skurebørsten, efterskylning med rent vand og så er møblementet flot igen. Stolene, som ses i baggrunden trængte overhovedet ikke til noget i denne omgang, så det var nemt sluppet.

En dag på havnen - Havnefest i Skærbæk

En gåtur i Skærbæk Fiskerihavn
I dag var der havnefest i vores lystbådehavn, som ligger klods op af fiskerihavnen. Havnefest betyder kræmmermarked, men fordi jeg husker at jeg lige har læst Karen Kingstons bog "Ryd op i dit rod", havde jeg ikke en rød reje med mig, da jeg inspicerede boderne. Dermed var det hele så også ret uinteressant, så jeg gik en tur i fiskerihavnen i stedet for. Her er der altid noget at kigge på og blive inspireret af.

Om vinteren står vores både ovenpå dette skønne tæppe Skrammel omkring den gamle tjæregryde på havnen

torsdag den 2. august 2007

I haven og på havet

Det kommer an på......
Ukrudt kan man altid få nok af - især fuglegræs. Jeg kom helt i tvivl om det nu var det rigtige navn for denne frodige plante, som nemt kan dække 40 kvadratcentimeter med sine lange ranker. Heldigvis har den kun en enkelt tynd, tynd rod og er nemt at fjerne - håndluge. Jeg har prøvet at skuffe og rive, men nu foretrækker jeg at sætte mig på min flade mås eller knæ, og glæde mig over at det faktisk ikke er surt arbejde, hvis man samtidig har en hørebog med i lommen og lytklapper på ørerne. Man kan også beslutte sig for at det er et dejligt arbejde at meditere til og lade tankerne flyve ned i spanden sammen med ukrudtet.
Jeg blev faktisk færdig med hele haven i løbet af i går og formiddagen i dag. Nu trænger jeg til at se en høj himmel i stedet for sort muldjord. Så i eftermiddag skal kaffen indtages ombord på Sweetie.
Fuglegræs kan gro alle vegne - og hele året - det kan endda spises. De røde Lobelia står rigtigt flotte Blå Ageratum klæder den rosa høstfloks
For 3 måneder siden var kristtjørnen barberet ned til det bare ingenting og stod helt uden blade. Den var blevet alt for stor, mørk og mægtig. Nu har jeg besluttet mig til at den ikke længere skal være "fodsid", men kun knækort. Så er der mulighed for at plante noget spændende under den. I år blev det de hjemmesåede ageratum.
Endelig sol over den nytrimmede have Kugletidslerne er ved at komme i blomst.
Tidslerne står bagest i et bed og der er mange af dem. De er gode til at så sig selv, så jeg har fjernet mange i år. Den blå farve kan sagtens konkurrere med den dejlige himmel over Lillebælt, hvor vi på et par timer i eftermiddag nåede at runde Fænø (ikke Fanø). Henturen op mod Middelfart med motor for at afprøve noget teknik + den nye autopilot. Herfra gik det videre med sejl gennem Fænosund og tilbage til Skærbæk lystbådehavn, hvor der var mange gæstesejlere.

onsdag den 1. august 2007

En dejlig arbejdsdag i haven

Lilla-rød hortensia - første blomstring i 5 år !
Rød hortensia - også første blomstring efter mange år

Hortensia Anna-Belle - en anderledes hortensia

Hortensia Paniculata - sentblomstrende i lange klaser, gode til tørring

"Rundellen" i forbindelse med terassebedet
Fra den nederste terasse har vi 4 trin op til 1. salen i haven. Her er der først en mini-terasse udenfor døren til mit arbejdsværelse. En lille græsplæne forbinder dette halvcirkelformede bed, som er omkranset af en lav lærkehæk. I tidernes morgen var det meningen at vi ville have et cirkelrundt svømmebassin her. Det blev aldrig til noget, men vi er meget glade for dette lille ekstra rum i haven. Fra soveværelset kan vi se lige ud på fuglefoderhuset og holde øje med æblerne. I år bliver et rigtigt æble-år, der er masser af skønne Filippa-æbler, som bliver kogt til mos og frosset. I morgen tager jeg hul på sidste portion fra 2006. Gemalen har ønsket sig æblegrød.

Så kom vi hele vejen omkring i "Rundellen"