torsdag den 4. november 2010

Om at gøre haven vinterklar :-(

Arbejdet i haven er ikke nær så sjovt som om foråret. Det er på høje tid at få tømt krukkerne, selvom jeg endnu kvier mig ved at klippe de store fuchsiaer ned. Hortensiaerne får lov til at blive i krukkerne. Heldigvis har jeg en del frostsikre krukker.
Regnvandstønderne skal tømmes - og jeg benytter lejligheden til at vaske krukker og fade. Hvert år undrer jeg mig over hvor mange krukker jeg i grunden har.
Terassen er blevet spulet med højtryksrenseren. Jeg håber at der bliver tilpas tørvejr et par dage så fliserne kan få en omgang med algerenser. Her bruger jeg min tryksprøjte og en Antialgin blanding. Det har virket fint de andre år.
Fuglebadene skal renses og de frostfrie sættes et sted, hvor jeg også kan komme til, hvis vi får så streng en vinter som meteorologern lover. Endnu er der mange blade som lige skal "løsrive" sig
Ved garagevæggen står der en hvid rose, som ikke var særlig pyntelig om vinteren. For et par år siden plantede jeg efeu bagved - og ved et tilfælde er det vokset næsten i hjerteform. Det kan
vist godt blive sjovt og pænt, når jeg får bundet det lidt til hist og her.
Inden jeg fik set mig om var det tusmørke - allerede kl. 4. Man kan godt mærke at vi er gået over til vintertid. Trods alt er det jo også dejligt med indendørshygge i nogle måneder. Jeg skal ikke klage, for der er masser af håndarbejdsprojekter der venter.

søndag den 31. oktober 2010

Og så blev det efterår

Hortensiaerne har stadigvæk lidt farve, så jeg skynder mig at tage masser af dem ind til tørring. Bedst bliver de når de står i vand et par dage og derefter bliver i vasen uden vand. Kirsebærcornellen har sine flotte røde efterårsblade og de plejer at være væk inden jeg får set mig om. Enkelte lavendler og roser har glemt at de skal ruste sig til vinteren, men de er da en fryd for øjet i denne tid. Endnu har vi ikke haft nogen alvorlig nattefrost, som har taget livet af de blomstrende planter. Vi er plaget af naboernes mange!!!! katte, som elsker at boltre sig i vore havehynder når vi ikke er hjemme - og helst om natten. Træls, selvom vi dækker hynderne til. I sommer har vi haft held til at holde dem væk ved at stille tre solcellelamper på terassebordet. Men det vænner de sig garanteret også til. Denn Helicrysum var tilovers i foråret, så den kom i krukken foran døren. Mere skal der i grunden ikke til. Mon den holder vinteren over??? Midt på sommeren satte jeg en masse stiklínger af Texas Salvien og de er allesammen blevet til noget. Nu venter de på udplantning sammen medd en spandfuld såede Fingerbøl (Digitalis) og Solhat (Rudbeckia. Selvom vores grund er stor med sine 1.500 kvadratmeter kan jeg næsten ikke finde steder, hvor jeg kan plante nyt. Men det er jo svært at lade være. Tænk at jeg ikke skal fristes på planteskolen mere :-) Umiskendelige tegn på at havesæsonen er ved at være slut for 2010

Hortensiaer elsker vand

Machrophylla arten Hortensiaer er taknemmelige - bare de får vand nok. Jeg har to krukker med hortensiaer og de er snart ved at være for store. Jeg har vist over 60 hortensiaer i haven, fordelt på 7-8 forskellige slags. De kræver meget vand - især når de er plantet i krukker. Hydrangea Paniculata Hydrangea "Alpenglühen"

Fuchsia reddet for 3. gang

Min morsdagsgave fra Jens kom også fint gennem sit uopvarmede garageophold den sidste kolde vinter. Jeg havde sat en ring af flettet pil omkring krukkens åbning for at løfte planten en smule. Blomstergrenene er faktisk ret tunge og det var fint med støtte rundt omkring. Planten og piedestal er så tunge at de ikke er til at flytte med, så det hele må en tur med sækkevognen ind i garagen, når den første frost viser sig.
To plantekrukker, som klæder hinanden. I bunden af hortensiakrukken havde jeg plantet nogle stedmoder, som kunne lyse op inden hortensiaen fik blomster

Anisisop lykkedes i år

Anisisop er navnet på denne ikke helt hårdføre staude. Sidste år havde jeg ikke stor succes med den, for sneglene havde ædt dem allerede første nat efter udplantningen. I år lagde jeg sneglekorn omkring dem og alle planter overlevede. Nu er jeg spændt på om de også overlever vinteren. De pynter, selvom de er en del højere end forventet. Heldigvis er de stive i det og ingen er væltet eller haft behov for støtte.

Sommerfugle

Jeg undrer mig hvert år - findes der smukkere insekter?

Tagetes af egen avl

Mine store Tagetes Vanilla (F1 hybrid) var igen fantastiske. Det gode ved disse Tagetes er at de fuldstændig mangler den karakteristiske skarpe Tageteslugt. I år var der kun 11 frø i hver pose, men jeg supplerede op med frø af egen avl. Jeg kunne ikke se, om disse planter var mindre end F1 hybriderne, så jeg har igen gemt frø til næste år. Iøvrigt er jeg heller ikke interesseret i at de bliver 60-80 cm høje. Men flotte det er de og minder en hel del om nelliker.
Da stedmoderblomsterne i krukken ikke pyntede længere, kom der 3 stk. Tagetes i krukken og de fyldte hele krukken på smukkeste vis. Samtidig var de ivrigt besøgt af mange forskellige sommerfugle.

tirsdag den 20. juli 2010

Vores forhave midt i juli

Nina Poulsen
Nina Poulsen rosen har i over 30 år blomstret utrætteligt i forhavens stenbed ud mod fortovet. For 4 år siden blev stensætningen sat om og alle roser gravet op, jorden skiftet ud - og alle roser overlevede denne behandling. Nogle år har jeg klippet roserne ½ tilbage, andre år har jeg ikke nænnet at klippe så meget. Den strenge vinter havde dog sørget for at de i år skulle klippes betragteligt ned - meget mere end jeg plejer - og det har jeg taget ved lære af - for aldrig før har der været dannet så mange rigtblomstrende skud. I år har jeg ikke engang nået at give den årlige omgang Animix rosengødning - og det lader til at gå ganske godt uden.

mandag den 12. juli 2010

Stiklingeformering af salvia

Texas Salvie er en flot staude, som jeg gerne vil have mange af. Det et for 2 år siden lykkedes mig at lave en del planter - og jeg vil gerne have endnu flere.Når toppen er afblomstret, skal den klippes ned for at give sideskuddene lov til at vokse og blomstre. Det er også lige det rigtige tidspunkt til at tage stiklinger. Jeg bruger bare den afklippede top, med 2 sideskud.
Jeg er lidt i tvivl om jeg skal rive de nederste blade af - så nu har jeg lavet stiklinger med og uden sideblade. Inden jeg sætter stiklingerne i plantejord, dypper/pensler jeg med et roddannende hormon. Det skulle sætte skub i roddannelsen. Med eller uden sideblade - nu bliver det spændende at se, hvad der lykkes bedst.
Jeg stikker ca. 4-5 cm af stænglen ned i jorden - sådan at forgreningspunktet ligger i jordoverfladen.
Der er rigeligt med stiklinger, men mon ikke jeg efterhånden kan pille de planter op, som tidligt viser at de ikke vil blive til noget.