lørdag den 20. august 2016

BLÅ HORTENSIA - FOR MEGET AF DET GODE


Jeg har mange hobbies - en af dem er at fotografere billeder til postkort, hvor jeg som her leger med redigeringsmuligheder - her er det originale foto omsat til "oliemaleri".


I 2007 fik vi sat vores mange rækker knækfliser om. De var blevet lidt skæve efter etableringen i 1973. Samtidig fik haven også en ordentlig omgang. I Brugsen stod de til at kassere en hel palle med blå hortensiaer, som de havde forsømt at vande. Dem fik jeg lov til at tage med hjem ganske gratis.Ud af de 32 planter fik jeg 23 i god vækst og de blev plantet i forhaven bag en række lavendel.


Allerede 2 år efter var planterne groet godt til, så de holdt flyttedag. En del blev foræret væk til min søster.
 

Jeg har aldrig brudt mig om den stærke blå/røde kontrast til Nina Poulsen roserne og har håbet på at Hortensiaerne ville skifte farve til det lidt mere rosa. Det ser også ud til at ske ganske langsomt.


I år har de blomstret så eventyrligt at det var grimt at se på, når man ikke kunne få øje på en smule af bladene. Derfor har jeg tyndet meget kraftigt ud ved at skære mange af blomsterne af.


Det var 3 store kurve fulde af blomster, som havnede på komposten, da nogle af dem havde pyntet  andre steder. Det er for tidligt til at tørre blomsterne. Det er de for saftige til og det må vente et par måneder. 


Der er stadigvæk mange blomsterhoveder, men nu kan man da se noget grønt ind imellem hovederne.


To af planterne satte jeg tæt ind til husmuren på samme side af huset. De fik en forrygende flot rosa/pink farve. Jeg kan håbe at de blå også med tiden skifter kulør til mere rødt, når de har opbrugt det stof i jorden, som farver dem blå. Mange køber sig til blå farvemiddel.



Det ser ud som om blomsterne langsomt - år efter år - skifter farve.


Jeg satte nogle blomsterhoveder til tørring, men det er for tidligt, fordi blomsterne ikke er "modne".