Lavendler skal klippes ned lige efter afblomstring. Jeg har udnyttet den sidste dag inden der heldigvis loves regn i morgen, til at høste lavendelhækken. For nogle uger siden høstede jeg enkeltstående lavendler ved at binde snor omkring dem inden jeg klippede dem af. Det prøvede jeg også med hækken i dag, men det var for drøjt for ryggen at stå foroverbøjet og binde snor omkring. Nu blev der høstet ved at gribe fat om en dusk lavendelstilke, klippe af med rosensaksen og lægge dem "ensrettet" i en kasse. Så kunne jeg sidde bekvemt på terassen og binde bundter til ophæng og tørring.
I dag har jeg klippet med rosensaksen. Det er faktisk lige så nemt som at klippe ned med hækklipperen. Nu slipper jeg for at samle alle stilke op efter nedklipning - og det er træls. Når jeg har høstet alle stilke jævner jeg efter med min lille el-klipper. Så er der en chance for at der kommer et nyt hold blomster.
Når lavendlerne er tørre efter 3-4 dage bliver blomsterne nulret af og tørrer yderligere et par dage.
Jeg laver lavendelposer og også større sække til alle klædeskabe og pyntelige poser til smågaver. I år bliver der så mange lavendelblomster at jeg vil suge en god håndfuld op i støvsugeren hver gang jeg skifter pose. Det giver en fin duft i huset.