En gang imellem ser jeg et insekt eller dyr, som jeg ikke kender navnet på. Denne forholdsvis store bille krydsed min vej på terassen. Billedet yder ikke dens flotte blå metalliske glans retfærdighed. Jeg fik den lempet over i et glas og sammenligningen med mønten viser dens størrelse. Det er en OLIEBILLE, som ikke ses ret ofte. Den fik selvfølgelig lov til at fortsætte sin færden.
Jeg bliver lidt ked af det, når jeg finder smadrede fugleæg og mistænker altid naboernes katte. Dette æg lå dog ganske ubeskadiget på græsplænen. Et helt lille kunstværk i form og farve. Jeg synes at den mangler de mørke stænk for at være et solsorteæg.
Solsortemor fodrede sine unger flittigt og gjorde det nemt - hun hentede de afskallede solsikkekærner på foderbrædtet. Desværre lærte hun også ungerne at flyve op på foderbrædtet og blive mætte der. De burde lære at fange føden ude i haven i stedet for.
En dag havde vi pludselig en brevdue logerende i 3 dage. Den var åbenbart totalt udmattet efter en lang flyvetur i dårligt vejr fra Altona. Solsikkekærner, græskarkærner og hampefrø og vand i store mængder bragte den til hægterne igen. Jeg var bange for at naboernes katte skulle få fat i den om natten, så to aftener i træk baskede jeg med armene for at få den til at flyve væk. Det gjorde den også, men var der igen næste morgen, indtil den forsvandt helt den 3. aften. Desværre kunne jeg ikke aflæse tallene på dens to ringe, men jeg orienterede Brevdueforeningen.
Pindsvine ekskrementer rundt omkring i haven åbenbarer at pindsvinene har overlevet og igen er aktive. Deres vandskål er parat!
Sidste år - i september måned havde jeg nær ikke fået øje på de 2 små pindsvin, som næsten forsvandt i det høje græs. Jeg fulgte dem i flere dag - og en skønne dag var de forsvundet. Forhåbentlig i vinterhi i et af de mange muligheder haven byder pindsvin.