onsdag den 24. juli 2019

RØDE ROSER - NINA WEIBULL - HAUSMANN OG FLERE

NINA WEIBULL BUKETROSE


Nina Weibull er navnet på denne smukke buketrose, som jeg har været utrolig glad for i snart 45 år.  Den fylder mit fortovsbed i hele længden og blomstrer rigt hvert år. I år er den særlig frodig og har været i blomst i mere end 1 måned. Om kort tid skal de afblomstrede stilke klippes af og så går der 5-6 uger før det næste hold blomster springer ud. Farven er intens rød.



Man skal enten bestille rosen eller være meget tidligt ude for at købe den. Vi fik sat stenkanterne langs fortovet om i 2006 og roserne blev taget op og jorden skiftet ud.


Så er det tid til at "Deadheade" roserne - det vil sige at klippe afblomstrede stilke og blomsterhoveder af, så der bliver kraft og saft til en ny blomstring.

HAUSMANN  KLATREROSE


HAUSMANN klatrerosen er kraftig og næsten ustyrlig i sin vækst. Jeg har haft problemer med at få den fra at vokse ind under brædderne i tagudhænget og har derfor klippet den næsten helt ned flere gange. Nu har jeg læst mig til at dens grene skal bindes vandret op til espalieret for at få mange blomster. Det er lykkedes meget godt i år. Jeg bliver aldrig færdig med at lære nyt om havebrug :-).


I lang tid har rosen blomstret overdådigt og blomsterne holder meget længe. Jeg vander aldrig - min slange kan ikke nå derhen - og slæbe vandkander så langt orker jeg ikke.


Det er en udsøgt fornøjelse at vågne op til denne udsigt - roser på sengekanten  


I stedet for at lade grenene vokse op under tagbrædderne trækker jeg dem ud, men grenene er så lange at jeg ikke rigtig kan tøjre eller styre dem. Jeg troede at de ville knække af i stærk blæst, men der skete ikke noget. I dag har jeg klippet de afblomstrede grene af og bundet de nye grene vandret på espalieret. 


søndag den 21. juli 2019

FANTASTISKE AFTENHIMLE - RENE KUNSTVÆRKER


De gratis glæder er ikke til at kimse af og aftenhimle er ofte så fascinerende at det næsten tager vejret fra mig. I vores tid har vi fået lidt forståelse af disse himmelfarver og skyfor-mationer, så mine tanker går tilbage til jordens første men-nesker og hvordan de mon har tolket disse  himmelfænomener.


LAVENDELHØST - TØRRING - OG DUFT

Lavendler er meget nøjsomme planter og trives bedst på mager sandet jord. Det vil jeg ikke lige sige at vi har, men nogle steder er vores lerjord blandet godt op med sand. På toppen af knækfliserne langs fortovskanten, langs husets sydside og mange andre steder sår de sig gerne selv. Det er dog hurtigere at lave nye planter af stiklinger. Lavendler har  meget lange rødder og kan holde ud i tørketider. 


Den ægte lavendel (Lavandula angustifolia) findes i for-skellige nuancer. Her står der en lys og en mørk. En anden sort, knap så ædel, men meget brugt i skønheds-præparater hedder Lavandin. 


Hvis man vil bruge blomsterne må man klippe dem når de er i fuld blomst. Det nænner jeg ikke med alle mine lavendel-tuer, for de giver føde til mange bier og jeg har rigeligt med lavendler. På den anden side skal de klippes straks efter afblomstring, for at få en chance for en ny blomstring om et par måneder. Det lykkes dog ikke altid. 

På YouTube findes der mange videoer om lavendler og her har jeg lært at gøre blomsterhøsten nemt.

Jeg tager omkring en god håndfuld stilke, binder en snor stramt omkring og klipper stilkene af neden for snoren. Så er der styr på det og buketterne kan hænges til tørre en lille uges tid. Når blomsterne er tørre kan de nulres af stilkene.



De tørre stilke kan bruges som røgelse, der holder myg og og andre stikkende insekter væk på terassen.






Lavendler er taknemmelige planter og de fylder meget i vores have. Med klipning efter afblomstring, hvor det kun er bloms-terstilkene der klippes ned til grønt, skal der om foråret klippes lidt længere ned, dog sådan at der er små skud på de træede grene, som ikke gerne må blive alt for lange. 


Om vinteren er lavendlerne delvis grønne.

fredag den 12. juli 2019

SPIRÆA ANTHONY WATERER KLIPPET HELT NED


Min mand mener, at jeg har det bedst med et klippeværktøj i hånden. Sådan er det nu ikke, men jeg kan li` at der mellem alt det virvar af grønt og blomster er nogle buske og træer, som adskiller sig med en lidt strammere form.  Jeg bruger både hæksaks, rosensaks og min nyerhvervelse: En batteridreven miniklipper., hvor klipperen kan skiftes ud med et sakselignende redskab. Lidt nemmere og mere skånsomt for hænderne. Mine hænder har det med at krible og sove når jeg har brugt håndværktøjet meget længe. 







Jeg startede med at klippe alle spiræa ned, formklippede de opsrtammede ligustertræer og forsynede dem med en støttepind. Kronen var blevet stor til de/den spinkle stamme. 


Laurbærkirsebær blomstrer forår og efterår og bliver klippet straks efter afblomstringen. Jeg tager en god bid helt ned til gammelt træ. Planten kan blive op til 5 meter høj, hvis den får lov. Tidligere klippede jeg hver gren møjsommeligt med rosensaksen. De sidste år har jeg klippet med hæksaksen og planten klarer det fint uden brune rande på bladene. De blomsterstande der ikke bliver klippet af, giver giftige sorte bær, som spirer villigt. 3 - 4 af mine planter er selvsåede.





Den brogetbladede Kristtjørn må også af med parykken en gang om året. Det er rarest mens tilvæksten endnu er blød og ikke stikker.


For nogle år siden ville jeg fælde de gamle takstræer  men de  endte med at få nye frisurer, og skal til frisør forår og ved juletid. 


Spiræaerne bliver klippet ned hvert forår sammen med Hypericon og lavendlerne. Jeg snød for det i år. Lavendlerne og Hypericon står fine uden beskæring, men Spiræaerne måtte beskæres kraftig her og nu. Det hele var endt i eet sammensurium af tynde kviste, så ned med dem, selvom det var lidt sent og der blev bart.


Der gik dog ikke mere end 14 dage før der var fuld fart på buskene igen.



Nu er alt klippet i forhaven klippet og  friseret. Det nedklippede kværnet og spredt ud som bunddække. Herligt! Men der er stadigvæk "work to do" andre steder. 

torsdag den 11. juli 2019

BESKÆRING - SELVOM DET GØR ONDT



Det kræver altid lidt overvindelse at "barbere" buske næsten i bund, men alternativet er ofte lange tynde kviste med en dusk blade i enderne. Sådan også med de 3 Hortensiaer i terasserundingen.  Bare 4 uger efter kunne jeg se at jeg havde gjort en god gerning. Der er endda enkelte blomster ansatse, selvom jeg troede at denne type kun fik blomster på gamle grene. 


I første omgang havde jeg ladet længere grene stå, men klippede dog helt i bund bagefter. Nye blade var på vej. 




4 uger efter nedklipningen ser de flotte og strunke ud. 



Mine Rhododendron så fine ud med blomster, men  de trængte til en renovering. Grenene var alt for ranglede. Rhododendron kan fint skæres kraftigt tilbage lige efter blomstring, så de nye skud når at afhærde inden vinteren. I år har jeg taget de grene, der hælder fremad, næste år  bliver det bagsidens tur. 

ROSER - LAVENDLER - HORTENSIA - HYPERICON - BLOMSTRENDE FORHAVE


Maj og junis Rhododendron farveorgie er afløst af andre farver og selvom vejret har været både med og mod os, står både roser og lavendel rigtig kraftige og flotte. Jeg undlod at klippe lavendlerne ned i år, fordi de allerede sidst i april stod rigtig flotte. Som det ses på billedet plejer jeg at klippe lavendlerne i runde tuer - men har planlagt at klippe dem til en samlet hæk når den tid kommer.






Nina Poulsen roserne har det også særdeles godt i år. De har stået der i 40 år, kun afbrudt af opgravning og jordudskiftning da vi for 13 år siden fik lagt nye fliser og sat stensætningen om. Dengang blev der lagt en ekstra sten på kanterne og underste sten gravet ned. Roser kan ikke genplantes i samme jord, så man må skifte jorden ud ved genplantning samme sted.


Nye fliser i opkørsel og ændret fald på fortrappen. Jeg måtte lede længe efter dette billede, for det er helt fra 2006 - hvor der blev sat 72 m nye/gamle knækstensfliser. De ligger stadigvæk lige, så arbejdet blev gjort grundigt. Se mere om renoveringen her

søndag den 7. juli 2019

DVÆRGSYREN - SYRINGIA PALABIN - LILLE TRÆ MED HERLIG DUFT -

Der hænger mange historier og minder ved mange af de planter jeg har i haven. Nogle er arvede fra min søster, andre fra en have vores søn havde, andre som er stiklinger fra ferier og rejser. Denne syren er købt for et gavekort, som jeg fik af mine EDB elever for 6 år siden. Den slags minder gør en plante til noget særligt. 


Da træet blev plantet, satte vi to runde stolper ved træet, monteret med en gammel cykelslange. Kronen er forholdsvis tung til den unge tynde stamme. Nu er stammen så tyk at den kan bære kronen uden støtte. For et par år siden tyndede jeg kronen ud til næsten halvdelen. Nu er træet flot, men skal studses 




I år blomstrede træet på et tidspunkt hvor Rhododendron var ved at takke af.