Den gamle opkørsel
havde i flere år trængt til fornyelse og som min gamle ferieplejemor ville have sagt: "Det æ da vist æ noe sturhed å få gjo' noet ve det!" Med hjælp fra nogle venner skulle der så ske noget i år: Ny belægning i indkørslen, ny trappe ved fordøren og opretning af samtlige knækflisekanter - ialt 72 meter.
Den gamle belægning er kørt væk og der er gravet ud og gjort klar til at blive fyldt op med stabilgrus og et lille lag sand.
Så er de nye brosten til indkørslen og sandet til trappe og knækstenskanter leveret - en ordentlig bunke - det viste sig dog at vi kom til at mangle 6 halve sten.
Vi lejede en stor vibrator, som fik meget at bestille i et par dage.
Se, nu ligner det allerede noget!
Men nej, nu gik det først rigtigt løs. Rundingen i knækstenskanten skulle jo tilpasses rundingen i opkørslen, som er nødvendig når vi skal svinge op i indkørslen. Og hov, der kom lige det kabel frem, som vi havde ledt efter da vi fik nye lamper forrige år.
Den gamle fortrappe og stenkanterne
Fortrappen havde det ikke for godt og var begyndt at skride - enkelte fliser var løse. Nu skulle det hele pilles ned og forankres i cement. Det ses også tydeligt hvordan stenkanterne "jigler og bigler" som vores børn kaldte ting der ikke var lige eller lidt løse i det.
Ja, nu kan det snart ikke blive værre. For at stenkanterne ikke skal skride igen, skal der i stedet for jord fyldes ud med sand bagved. Så der blev en masse jord tilovers, som det blev mit lod at fordele rundt omkring i haven. Og alle roser måtte graves op og slåes ned et sted.
Så er den nye trappe sat og nu kan kanterne sættes. Før lå den første flise på jorden uden underlag. Nu skulle den første flise graves ned og cementeres samtidig med at der blev fyldt op med jord. Jeg ville gerne have 1 række fliser mere i højden og dem var vi så heldige at få hos en nabo, der ikke skulle bruge dem mere. Vi lå i fast rutefart ned ad vejen og hentede 140 knækfliser. Der kunne være 12 i bagagerummet ad gangen.
Så er vi ved at være færdige - men jeg synes også at mine overarme er vokset og armene blevet 10 cm længere. Nu skal forhaven trimmes og så er der stadigvæk meget andet der skal nåes inden vinteren. - Krukker tømmes, nogle beplantes med lyng og vinterhårde vækster, æblerne skal plukkes, græsplænens kanter stikkes af for sidste gang i år - og - og -og. Haven bliver man først færdig med, når den er dækket med sne eller er bundfrossen. Det er ikke altid jeg gider gå i haven, men når jeg først er kommet igang, glemmer jeg både tid, madlavning og alt andet. Men der er samtidig god tid til at tænke tanker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar