tirsdag den 29. november 2016

LANGT VARMT EFTERÅR


Oktober måned burde være en rigtig efterårsmåned med flotte farver og stort løvfald. Sådan blev det slet ikke. Vi skulle langt hen i November måned før bladene for alvor raslede af træerne. Ind imellem flagrede der sommerfugle rundt mellem de buske og blomster, som stadig var i live.


Det selvsåede birketræ får klippet kronen totalt ned sidst på vinteren. Store birketræer egner sig ikke til forhaver. Sådan som det nu arter sig med den årlige beskæring er det dog lige tilpas.


På nabogrunden står der også et selvsået birketræ fra nøjagtig samme årgang. Så foretrækker jeg mit lille pyntelige træ, som også uden beskæring ville være så enormt stort. Jeg gætter på at det er 10-12 år gammelt. Hele bedet foran huset er tyndet meget kraftigt ud i år.



De skrigende blå hortensiaer har skiftet til en mere moderat rødlig farve. De røde Nina Poulsen roser i bedet foran er klippet ned til 30 cm og afhængig af vinteren, bliver de ikke klippet igen til foråret.




En flot buket "falmede" roser sat sammen med Hortensiaer. Jeg elsker disse farver!


I det varme oktobervejr var det en fornøjelse at skrubbe havemøblerne, så de var klar til at blive sat ind under den overdækkede terasse. Herligt at kunne kigge på de rengjorte møbler hele vinteren og bare at kunne sætte dem frem igen til foråret. 


I midten af oktober skal sejlbåden på land. Det er omtrent som at tømme et sommerhus. Hynder, tovværk, sejl og meget andet grej skal hjem. vi har altid gjort en dyd ud af at have rene sejl, så de bliver skrubbet med mildt sæbevand, liggende på en stor presenning på terassen. Det er svært at få dem tørre udendørs, så hele huset er dekoreret med sejl et døgns tid.




Jeg havde forventet et meget større farveorgie, fordi oktober måned var så varm, men farveorgiet blev ikke nær så flot som i 1015.




Oktober 2015

Oktober 2015


Oktober 2015


Årets sidste sommerfugl?