onsdag den 30. november 2016

HAVEN SIDST I NOVEMBER



Det blev både jul og nytår inden jeg fik set mig om


Der er endnu nogle buske, som nægter at slippe bladene. Hypericon holder ud endnu. Jeg ved faktiskikke om de under visse omstændigheder kan være stedsegrønne? Cornus Alba Elegantissimas røde grene lyser godt op om vinteren, især, hvis busken jævnligt forynges og gamle grene klippes bort



Når vi trænger til frisk luft, river vi blade af græsplænen, som ser rigtig flot ud, uden spor af mos. Det bliver spændende at se, hvordan den overlever vinteren. Sidste år brugte jeg rigtig meget tid på at få en flot græsplæne. 



Hortensiaernes stærke blå farve er et overstået kapitel. Nu pynter de brune blomsterstande i massevis.


Denne Nobilisgran er selvsået for over 25 år siden. I grunden var den ret upåagtet, indtil den pludselig var voldsom stor. De sidste år har vi hvert år savet en grenkrans af den sidst i november. Så var der rigeligt med gran til at pynte op med mange steder.





Mit metalstativ til roser er der ikke brug for her til vinter, så jeg laver mig et kunstigt juletræ med grangrene stukket ind under stativets tværringe. Træet bliver pyntet med en lyskæde og står ude på fortrappen i en stor krukke. Jeg starter med grenene nedefra og dækker dem efterhånden, som jeg når toppen.


Jeg fodrer fugle til den store guldmedalje. For at undgå Madspild er der i år kommet en "frøopfanger" under foderspiralerne. Det er ret effektivt. Husk at bore huller i skålen (microovn låg) så regnvandet kan løbe af.



Paraplystanderen er forlænget med et rør, så jeg i stedet for mejsekugler kan bruge mine hjemmelavede mejsebolde i foderspiraler.  


Det er første gang i de sidste 20-25 år jeg har ladt bålbedet visne ned. Normalt tager jeg Hostaerne op, sætter dem i spande, bruger bedet til at brænde af på og genplanter Hostaerne. Det bliver spændende at finde ud af at komme af med stikkende rosenafklip til foråret. Gemalen siger at det kan kværnes, så det satser jeg på.



Den nedsavede ligusterhæk mod naboen er nu savet helt i bund - endnu et spændende projekt at se til.


Juletræet er købt og hvis det som sidste år kan stå ude på terassen helt til påske, med en kort julevisit inden døre, er pengene givet godt ud og jeg har knap så dårlig samvittighed over at et smukt træ har måttet lade livet for nogle få timers fornøjelse.