søndag den 2. juni 2019

EJ BLOT TIL PYNT - BAGHAVE OG ARBEJDE

Jeg har det godt i de gamle havebukser, mandens aflagte sweater og havehandskerne som skiftes ofte i løbet af dagen. Gummistøvlerne - et par numre for store er nemme at smutte ud og ind af og jeg ligner jeg ved ikke hvad, .....Sådan ville jeg ikke vise mig i Brugsen. :-)



En romantisk kompostplads. Stenene har jeg for mange år siden fundet på en losseplads i nærheden. Ikke fordi jeg ikke havde råd til at købe nye, men fordi jeg synes at det var et sjovt puslespil med de forhåndenværende sten. Det tog noget tid inden jeg fik manden overtalt til at hjælpe med at hente stenene/fliserne. 


Kompostkassen har Peter tømret sammen . Brædderne fortil kan tages ud og øverste brædt, som får det til at hænge sammen foroven, kan vippes ud. 


Jeg har lige taget den færdige kompost ud og har sat en ny "gryde varmkompost" over ilden. Den skal vandes lidt, før der
 kommer varme i den. Mit sold er iøvrigt lavet af en af siderne fra den gamle trådskraldespand. Du kan se det bag kassen. Det er trådt fladt og passer lige ovenpå trillebøren. 


Det er en stor tilfredsstillelse at kunne bruge affaldet fra haven til fin kompost. Når det har været igennem soldet er det ligefrem lækkert og dufter friskt.


Meget af vores affald kommer dog direkte ud på jorden. Det gælder mos, hækafklip og græsafklip. Heldigvis har vi anlagt baghaven sådan at der er plads til den slags aktiviteter uden at det generer den pænere del af haven.

Den pæne del af haven afsluttes med rhododendron og en hæk af fjeldribes som snor sig derhenad, afbrudt af gennemgangen ved rosenporten.


I den modsatte ende af kompostpladsen har jeg min materielplads. I den store beholder i baggrunden (lavet af tagplader fra den orkanramte terasse i forrige århundrede :-) gemmer jeg potter og alskens skrammel. Den store regntønde er utæt, men i den samler jeg blade og kværnet materiale. Sandet blev tilovers fra plænerenoveringen, men det er brugt nu og jeg kan få ryddet lidt op. Flethegnet  er til kvas og grene som skal kværnes. 


Baghaven grænser op til motorvejsskrænten, hvorfra vi de seneste år har været invaderet af rådyr. Da vi fik fældet den kæmpestore Nobilisgran valgte jeg at lægge de megastore og lange grene på toppen af skrænten -  for at holde rådyrene ude - og det lykkedes. 

Baghavens kratskov afgrænses af en fjeldribeshæk, som lige tillader et kig over haven.


Det S formede brændeskur ligger foran kompostpladsen. I S'et på bagsiden er der plads til haveredskaber, stiger og diverse. Jeg er glad for den pæne og praktiske måde vi kan håndtere de grovere haveting på. Vi er fri for at køre haveaffald væk, køber kun lidt kunstgødning til græsplænen og gøder alt andet med den kompost og grøngødning haven producerer. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden denne udenoms plads bag i haven.

KUGLEKLIPPET LAURBÆRKIRSEBÆR

 Der står en 5-6 store kugleklippede Laurbærkirsebær (Otto Leutken) rundt omkring i haven. De fleste er omkring 30-35 år gamle og jeg har altid klippet dem lige efter blomstring. I mange år klippede jeg møjsommeligt med min rosensaks, men nu tager jeg den store buksbom hæksaks til det. Man skulle tro at det gav en masse grimme sårrande på bladene, men det gør det ikke. Jeg klipper altid ned til gammelt træ. 



Selve blomsten minder mig om liljekonvallernes blomster, men de dufter af marcipan.


Busken blomstrer samtidig med at naboens store birketræer forærer os pollen og rakler i hobetal.

KAPRIFOLER SKAL TÆMMES I TIDE




For nogle år siden blev jeg opmærksom på at den ubeskrivelig skønne duft på min aftentur i haven kom fra vores store Troldhassel, hvor der allerøverst i toppen tronede en kæmpestor kaprifolie. Jeg havde da lagt mærke til de tykke lianer, som smøg sig op ad træet, men nu skal jeg da lige love for at kaprifolien var ved at kapre troldhaslen. 


Nu er Troldhassel jo ikke nogen særlig pyntelig busk og jeg har den kun for grenenes skyld. I starten var mange vilde med at få en gren til juletid. Nu er busken jo nærmest et træ, som godt kan virke lidt dyster. Udtynding var påtrængt.


Før
Efter

Først klippede jeg lianerne af nede ved troldhaslens rod. Mange nye skud var allerede på vej op. Dem må jeg se at holde nede i 1 m eller deromkring, så der stadigvæk kommer blomster.
Den store klump bladmasse i toppen fik jeg gren efter gren hevet ned med kultivatoren. 
til sidst var der en stor klump bladmasse tilbage, som ikke ville lade sig rokke.
Beslutningen om at save en  tyk gren af Troldhaslen var det eneste rigtige, for Kaprifolien var i den grad slynget sammen, så det ville være umuligt at hive den ned. 

HAVEARBEJDE - RENOVERING STEN- OG FLISEKANTER


Selvom græsplænen ikke vil spire og vokse overalt, er der masser af andet arbejde der venter og vejret er så fint til disse opgaver.


Den store græsplæne er ved at være tjenlig til første gangs klipning. Mens Peter klipper græs kan jeg lige nå at luge mellem naturstenene omkring det beskårne æbletræ. Peter klipper og jeg kører græsaffaldet til udlægning i bedene.


Kanterne omkring det store runde bed, som tidligere var vores bålbed bliver stukket af og mellemrummene mellem stenene befriet for ukrudt. Der gror Hosta i hele bedet og de er ved at titte op af jorden nu. Nogle lodden Løvefod blev delt og sat imellem Hosta. Desværre var den store Anisisop i midten af bedet ikke kommet igen. I stedet for flyttede jeg nogle Kugletidsler derhen. Anisisopen er en rigtig god biblomst, men det er kugletidslen også. 


Der blev fyldt ud med sand langs kanten og mellem stenene. Mellem planterne lagde jeg først en blanding af sand og plantesækmuld, lidt kompost og tilsidst kom der græsafklip på for at holde jorden fugtig, selvom hostaerne skygger jorden, har de store bladflader der hurtigt kan fordampe noget vand. 


Vi har altid haft en "hvilebænk" stående her, men sidste år lod vi den stå i "frokosthjørnet" på terassen. Vi savnede bænken til lige at falde ned på i pauserne ved havearbejdet  -  Der måtte en ny bænk til. Desuden er der herlig skygge her, når der er for varmt andre steder.



Efter nogle år vokser græsplæner i højden, så kantsten ligger lavere. Vi havde en del sand tilovers fra plænerenoveringen, som kunne bruges under stenene. Afstikning af plænen, op med stenene, på med sandet og i med stenene igen. Det tog vel et par timer med 2 mand/kvinde.



Fliserne på miniterassen var flotte og rene efter at jeg havde strøet ren træaske fra pejsen på dem. 
En gang lugning mellem fliserne og lys grå stenmel fejet ned i fliserne og fliserne er fine som nye, trods mere end 40 år.

lørdag den 1. juni 2019

GRÆSPLÆNE FRA SKROT TIL FLOT











Eftersåning var nødvendig mange steder.


Det er nu snart 7 uger siden græsplænen blev vertikuleret, topdresset og eftersået. Knap var jeg færdig med arbejdet og ventede på varme og regn, før en omgang sne og kulde ødelagde mine planer. 

Derefter blev det så sommerligt varmt og også tørt. Der faldt ikke en dråbe regn, som kunne få græsset til at spire i de næste 3-4 uger. 

Da der endelig kom lidt regn, var der stadigvæk mange bare pletter rundt omkring. En gang eftersåning og igen ventetid på spiring.

Nu blev det lidt svært, for mange steder var græsset så højt at det skulle klippes. Vi gjorde kort proces, klippede og styrede udenom de eftersåede pletter. 

Nu ser det endelig ud til at plænen er ved at blive tæt og flot grøn alle vegne. Arbejdet i det tidlige forår har ikke været forgæves.

Sne den 11.april 2019


Kig gennem rosenporten 31.maj 2019

torsdag den 30. maj 2019

PÅSKE MED SOMMERVEJR -


En dejlig påske i sommervejr kunne rigtig nydes ude på terassen. Men... jeg kunne nu godt tænke mig lidt regn i stedet for, bare om natten. Det ville være fint. Jeg venter og venter på at det nysåede græs begynder at spire. Nætterne er dog stadigvæk kolde, så det har vist lange udsigter før vi får en grøn græsplæne igen. 


Mine tulipanløg  var sprunget ud og vi kunne rigtigh nyde dem på terassen.Løgene er lagt i sorte plastikspande og overvintrer oppe i baghaven, i fred for mosegrisene. Når de er afblomstrede flytter jeg dem tilbage og  de får lov til at visne ned efter at jeg har klippet frøstandene af.



Espalierer af jern gør gavn året rundt. Om sommeren støtter det mine roser, ved juletid vikler jeg lyskæder omkring - og i påsken blev det til et æggetræ.


Vores børn havde en dejlig påskebuket med og ranunklerne var bare som æggeblommer :-)


Græsplænen tørster, men det har vist lange udsigter før der kommer regn.



fredag den 12. april 2019

GRÆSPLÆNE MED MASSER AF MOS - VERTIKULERING OG TOPDRESSING


Efter ingen vinter af betydning var det pludselig forår og solskin - og varmegrader. Det føltes forkert at bøgetræer var sprunget ud den første uge i april - og mit hjertetræ fulgte trop. For et par uger siden stod det med ildrøde blomster et par dage - og nu med blade. 

Selvfølgelig skal det gode vejr nydes og arbejde er der nok af - først og fremmest er der mere mos end græs i plænen. Jeg tror det hævner sig at jeg ikke fik givet gødning sidst på sommeren eller først på efteråret. Græsset blev jo ved med at gro helt frem til jul. 

Vognmanden har læsset en rummeter bakkesand af på fortovet, kompostkasserne er tømte og der er købt 16 plantesække, hvis indhold skal blandes med sand for at topdresse græsplænen og fylde huller ud .

Men allerførst var der 3 dages arbejde med at vertikalskære plænen på kryds og tværs flere gange. Det gav en kæmpeportion mos, som jeg har fordelt diverse "diskrete" steder i haven. I år lod jeg mosset ligge og tørre inden jeg spredte det ud, for i 2016 var der så vådt hele foråret at det afrevne mos begyndte at blive grønt igen. Det måtte vendes flere gange. 



Det er nemt nok at vertikalskære med den elektriske maskine - det er sammenrivningen af mosset som trækker tænder. Heldigvis havde jeg købt en rigtig god bred græsrive. Men jeg var 3 dage om at fjerne mos fra de ca. 800 m2 græsplæne.



Jeg var også glad for at have investeret i en ny trillebør. Sandet fra fortovet skulle gennem garagen køres op i haven. Jeg blandede med hænderne som om det var dej. Det faldt nemmest, efter at jeg havde prøvet med både skovl og greb. 5 skovle sand til 3 skovle jord.



Det blev til 42 børfulde mix - topdressing, som jeg fordelte som små muldvarpeskud over hele plænen


Med rivens bagkant fik jeg jævnet muldvarpeskuddene. Nu må det så gerne tørre lidt for at jeg kan så græsfrø over det hele, strø lidt mere sand på rive igen og igen og måske også gøde. Der er jo lidt gødning i jorden fra plantesækkene. Men først måtte det tørre lidt......... håbede jeg på, men blev slemt skuffet:


Nej! sne i stedet for tørvejr ...... men en god grund til at holde hviledag! Det var ik' så ringe endda, det nås jo nok!