mandag den 28. november 2016

EN MEGET LANG SENSOMMER


Vilde brombær midt i ligusterhækken er jeg ikke så glad for, men hvor er blomsterne kønne med deres lange grønne blosterblade.



Til den ene naboside har der aldrig været nogen decideret hæk. Vi har haft forskellige buske plantet  i bedet mod skellet. Med tiden var det blevet til et uigennemtrængeligt krat. Det har jeg fået ryddet grundigt op i så det ikke bare er en "sammenplantning". Her er der småbladet efeu som bunddække.
Det kan sagtens holdes i ave mod græsplænen med en spade.



I det hele taget er buske og træer efterhånden 40 år gamle og trænger til udtynding eller nedsavning.


Dværgsyrenen var blevet alt for stor og tung til den forholdsvis spinkle stamme. Her gik jeg nærmest
amok med grensaksen. Det er så spændende, hvad det bliver til når vi når samme tid næste år.


Havemøblerne er skrubbet med sæbevand og sat ind under den overdækkede terasse.


Morgenmad ude på terassen og med parasol mod den stærke sol er vist en sjældenhed midt i september måned.

TILBAGESKÆRING AF LAURBÆRKIRSEBÆR


Laurbærkirsebær (Prunus Otto Leutken) kan både bruges som solitærbuske og som hæk. Som hæk kan den dog fryse en del tilbage og er så knap så smuk med mange brune visne blade i lang tid. Jeg holder mine buske i ave og klipper dem gerne 2 gange om året. Mine buske blomstrer både forår og efterår. Jeg har mange af dem og de fleste er selvsåede. (Den lille busk, der anes i baggrunden). Jeg burde have været ude med saksen tidligere, men nænnede ikke at klippe blomsterne væk.



Blomsterne minder meget om liljekonvaller før de springer helt ud.


Som det ses, tager jeg en ordentlig bid af dem ved hver klipning. Gerne 30-40 cm helt ind til gammelt træ.


Nu er buskene blevet til fine stedsegrønne kugler. I år er der blevet ryddet kraftigt op i dette lille bed mod gaden. Yderst til højre ses grenene fra en ligusterhæk. Jeg tvivler på om de vil skyde fra bunden, så om et par måneder bliver de savet helt ned. Så kan de ikke andet end at skyde fra bunden.

tirsdag den 20. september 2016

EFEU ELSKET OG FORBANDET

Efeu eller vedbend - med det latinske navn Hedera helix er bare så flot og stedsegrøn, hvis man forstår at styre dens vækst. Hos os danner den smukke grønne kanter langs et bed foran huset, men har også totalt overtaget enkelte buske. Nu skulle der ryddes op, vel vidende at det ville være et større arbejde og heller ikke pynte, men jeg ville gøre det nu, hvor vi har kræfterne til det. Vi er jo ikke nogen årsunger, når vi begge har passeret de 75 år.



Efeuen har vundet kampen. Her har den godt fat i et par buske og en cotoneaster.




Jeg har møjsommeligt klippet mig igennem de lange udløbere, som ofte var 3-5 meter lange og har trukket dem fri fra jordbund og buske.




Stammoderen til de fleste udløbere var groet op af denne stub fra en Omorika gran, fældet for snart 20 år siden. Læg mærke til de meget tykke grene. De voksede op til toppen, hvorfra de sendte lange udløbere til alle sider.


Efter at jeg havde brugt en dejlig lun sommeraften siddende i havestolen for med rosensaksen at findele de lange udløbere, så de kunne komme på komposten, påtog min mand sig jobbet. Siddende havearbejde er ik´ så ringe endda!




Der mangler stadig at blive fjernet en hel del udløbere og grene, men nu er det til at overse. En fagmand, Sten Porse, skriver at efeuen dør, når man klipper den ned i jordhøjde. Jeg er skeptisk, for vores genbo har indtil for nylig haft et gammelt raftehegn overgroet med efeu. Efter 30 år kunne det ikke holde sig oprejst mere. (Det er derfra jeg har taget mine efeu). Nu har han jævnet jorden, sat rionet op og han håber det modsatte af det jeg ønsker. Han vil have efeuen til at bryde frem af jorden og klatre op i det nye hegn. Og det ser ud til at lykkes. Dog ved jeg ikke om han lod noget af efeuen stå over jorden.

Jeg har planer om at købe nogle fliser og fylde ud langs kanten og sætte knækstens fliser på højkant, sådan som der er de andre steder. Jeg skal bruge 10 fliser og har fået knæksten fra en anden nabo. Det kom lige til at passe med de 10 nye fliser. Det bliver spændende at se, om jeg har fået has på snebærbuskene. Inden jul skal ligusterbuskenes tykke stammer saves helt ned i jordhøjde, så de kan skyde nede fra bunden i stedet for at danne duske oppe i toppen.


Færdigt arbejde 7-8 uger senere. Den bare jord, hvor efeuen er fjernet er dækket med græsafklip og blade indtil der bliver plantet lidt til forår.


Det er denne fantastisk flotte blanke efeu med store blade, som volder mig besvær i øjeblikket.



Som bunddække og op af et espalier har jeg denne spids-bladede efeu, som er forholdsvis nem at styre med regel-mæssig klipning.



Denne sort er mørkere grøn, hvorfor de hvide bladårer træder tydeligere frem. Den er ikke hurtigvoksende og bladene er små.


Denne hvidbrogede efeu har ikke nær så stort hastværk med at gro. Sortens navn er "Koldinghus".

Efeu bliver til vedbend efter 10-12 år. Denne efeu har fået lov til at klatre op af et udgået træ og er med tiden blevet til et selvstændigt træ på 3 meter i højden. Bladene ændrer karakter og bliver aflange, samtidig med at planten sætter blomster og frugter.




Efeuen har meget kraftige grene, som nærmest er stammer, som smyger sig om det udgåede træ. Efeu er ingen snylteplante, som trækker saft ud af de træer den vokser opad. Den bruger dem kun som klatrestativ.





Efeu/vedbend får blomster efter 10-12 år. Blomsterne springer ud sidst i september og busken er ofte tæt besat med alle mulige insekter. Selve blomsten er ret undseelig. Frugten bliver en lille sort knop, når den er moden. Jeg har i år sået nogle frugter i en urtepotte til badeværelset og de kommer fint .

lørdag den 27. august 2016

FRØ FRA TAGETES VANILLA F1 PLANTER


Tagetes Vanilla F1 er en fast bestanddel i sommerhaven. Denne sort dufter - og stinker ikke som alle andre tagetes jeg kender. Frøene er ret dyre, der er 11-12 frø i en pose til knap 40 kr og spireprocenten er 70. Min procent har dog altid været næsten 100. Når planten efter sæsonen er ved at takke af, er det en lille busk med en omkreds af 70-80 cm og en højde på 60 cm. I mange år har jeg taget frø af planten, men først i år har jeg fået en enkelt plante ud af frøene. Denne plante ligner slet ikke sit F1 ophav. Den er ikke så kompakt i væksten og blomsternes midte ser helt anderledes ud. Duften er dog den samme.


Midten af F1  planten


Midten af den hjemmeavlede fra F1 planten



F1 blomst og knop samt blade


Afkom efter F1, blomster og knop. Bladene er som påF1 planten



Frøstanden i F1, hvor frøene ser magre ud




Frøstanden på afkommet, hvor frøene ser tykke ud



Frø fra afkommet lagt til tørring 


lørdag den 20. august 2016

DIGITALIS - HORTENSIA AYESHA - SOMMERFUGLEBUSK


Man skal ikke have Digitalis (Fingerbøl) planter i sin have når man har små børn, for de er ret giftige og bliver brugt til fremstilling af hjertemedicin. Nu har vi ikke små børn/børnebørn længere, så jeg såede nogle Fingerbøl og kunne rigtig forestille mig en flok af dem i baggrunden af flere bede.








Sådan blev det dog ikke. Planterne blev sået i 2015 og plantet ud i 2016. De var store og flotte, så jeg forventede nogle meget fine  blomster.


Først sidst i juli måned fik jeg øje på en enkelt forkrøblet blomst,  men der kunne jo komme flere.


En dag fik jeg så pludselig øje på et flot eksemplar bag fuglebadet og det er så også den eneste blomst det er blevet til i år. Men flot er den nu.




Sidst i juni måned klippede jeg alle skud på sommerfuglebusken ned til det halve. Jeg regnede med at grenene så ville dele sig i to og at der dermed ville komme dobbelt så mange blomsterklaser. 


Det gjorde der så også idet planten i krukken nu står med dobbelt så mange blomster og samtidig
er planten blevet det lavere end hvis skuddene havde fortsat væksten udelt.


Næste år vil jeg klippe planten ned tidlligere og måske gøre det flere gange i håb om at få en rigtig busket plante med mange blomster. Der dannes jo også to nye blomster på hvert skud, når jeg nu snart klipper de afblomstrede skud af.


Når solen skinner er busken tæt besat med sommerfugle.


Mine to Hortensia Ayesha så døde ud i foråret. Jeg ventede til sidst i maj måned før jeg klippede dem ned helt til jorden. I dag vokser de ud over alle bredder.


                     

En uge efter nedklipningen helt til jorden begyndte de at skyde fra jorden.


I dag, midt i august måned er der ingen tegn på blomster, selvom denne sort godt kan få blomster på eetårige skud. Men bladværket er utrolig flot grøn og bladene er kæmpestore.


Nu kan jeg så håbe på at planten får blomster næste år.