søndag den 14. august 2016

GRÆSPLÆNE RENOVERING - FRA SKROT TIL HOT


Man kan have mange holdninger til en græsplæne, og min holdning er,
at den er havens gulvtæppe, som helst skal være uden huller, ens i farven og fint afgrænset til bedene. Det er  ikke helt omkostningsfrit rent arbejdsmæssigt og der skal også investeres i både græsfrø, gødning og jord til topdressing. Vi har efterhånden forvandlet den ret stive lerjord til jord, der er til at arbejde med, men
det har også taget mere end 40 år. Det eneste vi ikke gør, er at vande i tørkeperioder. Der må den klare sig med det, der kommer ovenfra - når det kommer. I år har jeg gødet sidst i april, midt i juni og igen i starten af august. Jeg tror at jorden er ret udvasket efter al den regn vi har fået. Hvis vi får mildt vejr som sidste år, hvor det først var sidst i november, først i december græsslåmaskinen kunne gå i dvale, kan det måske blive nødvendtig med en mindre portion gødning mere. Nu får vi se.



Græsplænen var grim og fuld af mos efter den milde vinter, så der skulle fjernes mos i massevis. En elektrisk vertikalskærer er uundværlig - særlig i betragtning af at den koster under 1000 kr. i anskaffelse og gerne holder 5-6 år. Der skal køres på kryds og tværs med maskinen, og det klares nemt. Den ridser jorden lige i overfladen og kører en masse mos op, som desværre skal rives sammen med håndkraft og det er det sværeste. Jeg har kørt de første 30-35 læs mos væk på trillebøren. Heldigvis kan vi deponere mosset i vores lille kratskov bag i haven.



Ups, sne i april - det var bestemt ikke planlagt, men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget.


Efter det hårde slid med græsplænen og oprydning efter vinteren, som blev sprunget over, var det ikke så dårligt med en lille hvilepause foran pejsen.


Sneen lå ikke ret længe og så var der igen frit udsyn til den noget ramponerede græsplæne. Jeg håbede at græsfrøene kunne tåle frost. Men der var lange udsigter, før jorden var 7 grader varm, så græsset kunne spire. Et par duer mæskede sig også godt med frøene. Jeg havde nu også brugt 13 kg frø på de 800 kvadratmeter plæne + 30 kg gødning og 10 børfulde topdressing.




Bortset fra et par enkelte steder måtte jeg efterså gang på gang, indtil jeg fandt ud af at jorden var totalt filtret af gamle græsrødder. Da jeg havde skiftet jorden i de par huller, var alt ok.





 

Den meget smalle græsstrimmel bagom huset var næsten skaldet, men er kommet sig fint.


Vi har fået en rigtig flot græsplæne og håber at vi kan klare den vinteren igennem uden meget mos. Indtil videre er der ingen mos - end ikke på de meget skyggefulde steder som her ved brændeskuret .



lørdag den 13. august 2016

OVERVINTRET HELIOTROP


Blandt de mange duftende planter er Heliotropen en af de mest velduftende med sin fyldige vanilleduft, der især  folder sig ud om aftenen. Det er en af de dufte jeg ville savne, så jeg værner om mit opstammede eksemplar på 5. år. Den overvintrer i vores frostfrie garage og bliver vandet meget sparsomt 5-6 gange i løbet af vinteren. Når der er fare for mange frostgrader lægger jeg en stor gennemsigtig plastikpose over den. 


Planten taber alle blade om vinteren, men bryder allerede i februar marts måned med nye skud. I år ville jeg have den til at stå i hjørnet på terassen og da jeg vidste at den ville blive høj og trænge til opbinding af de tunge blomsterklaser, havde jeg lavet en pyramide af bambusgrene, bare stukket ned i krukken. Det viste sig hurtigt at jeg måtte have endnu et lag højere pinde stukket ned langs krukkens sider,  for planten voksede med utrolig fart.

Lige nu, i starten af august ser den ud som på billedet. Den dufter heldt vildt dejlig. Blomsterne holder 4-5 uger og den bliver ved med at sætte nye blomster. De nye blomster er mørkere lilla.Bladene er lidt ru og hårede.



Det var bestemt en god ide at sætte den i terassehjørnet.

ANANASKIRSEBÆR - EGEN AVL

Ved Isoldes,vores første barnebarns dåbsfest, var der nogle utrolig store og flotte Ananaskirsebær ved osteanretningen. Jeg tog et af bærrene med hjem, tørrede kærnerne ved at tvære bærret ud på et kaffefilter. I starten af april rev jeg filteret i små stykker, som jeg lagde i pottemuld med en smule jord over. Mange af frøene spirede og der kom mange planter ud af det. Jeg har sat een i den store krukke og to i hver sin lidt mindre krukke.



Fra jord til bord - og fra bord til jord 



Ananasplanten i den store krukke ved plantekassen er godt 2 m høj og den får stadigvæk nye sideskud med blomster. Alene i toppen er der 20 bær og blomster på vej.


    



Bærrene ligner små japanske lygter og kan minde en del om japanlygter, som overhovedet ikke er spiselige - måske nærmest giftige.
Hvis du vil vide mere om Ananaskirsebærret med det latinske navn Physalis Peruviana kan du gøre det her:
 http://eksotiskefrugter.emu.dk/frugter/ananaskirsebaer.htm


             


     


Billede af en skeletteret japanlygte, der som Ananasbærret har et bær i midten. De er ret smukke og gode til dekoration - men det er en agressiv staude. Den kan sikkert formeres nøjagtig sådan som jeg har gjort det med de spiselige. Jeg har desværre ikke noget billede - og dog?





fredag den 12. august 2016

PLANTEKASSE - EGET DESIGN

En plantekasse til krydderurter - navnlig persille og purløg er uundværlig i en almindelig have -  man ikke har nogen køkkenhave. Efter snart 20 år kunne vores gamle plantekasse ikke hænge sammen mere. Hjørnestolperne var rådnet væk og kassen faldt fra hinanden. Placeringen var efterhånden heller ikke den bedste, for rønnebærtræet bagved kassen havde vokset sig stort og gav en masse skygge. Den nye plantekasse skulle flytte om bag ved espalieret, hvor lysforholdene var mere passende. Ikke bragende sol, men lys fra morgen til sent eftermiddag.



Den nye plantekasse fotograferet i juli måned - og den lever helt op til forventningerne.



Den gamle kasse skulle helt væk. Det var nu nemmere sagt end gjort, for rønnebærtræet havde set sit snit til at stikke mange rødder op i plante kas-sen. Ikke noget med bare at skovle jorden op. Den brugte jord blev blandet i topdressingen til græsplænen og spredt ud på plænen,



Vi havde "arvet" et massivt understel af eg til et sofabord og da ingen ville købe det i Den Blå Avis og vi heller ikke kunne nænne at bruge det til pindebrænde, kom det til at danne skelettet til den nye plantekasse. Det holder sikkert vores tid ud.


Min gemal er flink med næsten alt værktøj, så han var ikke længe om at beregne antal m brædder, før han var igang. Jeg ville gerne have brædder og trådnet i bunden, så hverken rødder eller uønskede gnavere kunne finde vej op i kassen. Indvendig beklædte jeg med ukrudsdug, som blev holdt fast med vandrette brædder på kanten. Fint arbejde min gemal fik lavet i en håndevending :-)



Et passende sted lige bag espalieret blev fundet egnet og markeret og så var det bare med at finde plads til nogle planter, der skulle graves op og sættes et andet sted. Selvom vores have er stor, er der ikke ret mange ledige pladser til nye planter.



Regn, regn og atter regn. Vores genbo var ved at reetablere et hegn i sin have og i stedet for at køre nogle sten og fliser på lossepladsen, hentede jeg dem.  Det var lidt blandet, men det er jo også en udfordring. Efter at have flyttet rundt på stenene flere gange, blev resultatet antageligt. Jeg opdagede hurtigt at jorden sprøjtede op på kassen når regnen stod ned i stænger, så jeg lagde flere sten rundt under kassens kant. 




Men hvad planter jeg der, hvor den gamle kasse har stået? 
Der er sikkert nogle planter som gerne vil flyttes. 



Jeg havde reddet nogle af de gamle persilleplanter fra sidste år og købte nogle nye i potter, da Aldi  langt om længe havde nogle potter med persille. Det er noget helt andet end drivhuspersille. Det er dyrket udendørs i varmere omgivelser og bliver hurtigt til store planter. Jeg havde sået bredbladet persille i lerpotter. Dem satte jeg ned i plantekassen og ville plante ud senere. Det fik jeg aldrig gjort, men hold op, hvor de gror! Alm. Timian og citrontimian blev der også plads til, men de er senere plantet ud i krukker ved kassens fod.

I jorden bag kassen er der plantet staudesalvia, en enkelt rose og i den store krukke er der plantet en ananaskirsebær, som lige i starten har fået et lille drivhus i form af en slikkasse. (Slikkasser kan bruges til rigtig mange ting og fås gratis hvor man handler).

         


Her sidst i juli måned er der frodig vækst af persille, purløg og dild i min plantekasse. Vi har aldrig brugt så meget persille og purløg som i år. Ananaskirsebærplanten overgår sig selv og er mere end 2 meter høj med rigtig mange bær. Det sjove ved denne plante er at jeg tog et bær med hjem fra oldebarnets dåbsfest, tørrede frøene på et kaffefilter ved at tvære det ud - og lægge det i jord i april måned. Jeg har flere ananaskirsebær  i krukker.Vandfadet er til pindsvinet.


På modsat side af espalieret og plantekassen - på den gamle plantekasses plads - plantede jeg hortensiaerne fra krukkerne, stak afbrækkede Heuchera direkte ned i jorden og satte nogle tiloversblevne Petunia i jorden. I krukken var der en flot potterose....... men hvor er den blevet af?Hvilket dyr har taget den? Heldigvis skyder den igen. Jeg købte også en klematis, som får lov til at klatre op af espalieret.


torsdag den 11. august 2016

PETUNIA DOUBLE CASCADE - SÅET I VINDUESKARMEN

 For 5-6 år siden købte jeg en dobbelt Petunia. Farven var meget spændende og skiftede fra hvid og lime til svag rosa. I årene derefter ledte jeg efter denne Petunia uden held. De sidste 3-4 år har jeg derfor med held selv sået denne meget specielle PETUNIA DOUBLE CASCADE - PINK. Den fås desværre ikke i hvid herhjemme, men jeg vil skrive frø hjem fra England næste år.


  Dette er den oprindelige hvide Petunia som jeg forgæves har ledt efter i flere år.





Frøene er så små at de knap kan ses med det blotte øje. Derfor blander jeg frøposens indhold med fint tørt sand inden jeg sår. Frøene er forholdsvis dyre - dog ikke i betragtning af hvor store flotte planter man kan fylde krukkerne med - når såningen lykkes. Jeg har sået først i april måned og med det kolde forår vi havde, måtte jeg flytte dem fra det ene vindue til et andet for at kimplanterne skulle få lys nok og ikke blive ranglede.




På et tidspunkt ca. 6-7 uger efter såning og udprikling i små urtepotter fra hyacinther var rodnettet så stort - og vejret tilpas til at småplanterne kunne plantes i sorte spande (med huller i bunden). 


Planterne trives godt i spandene, som sættes ned i mine store krukker. Jeg lægger et lag leca
mellem spand og krukke. Det isolerer og forhindrer at jorden udtørrer på varme sommerdage


Når Petuniaerne først har fået fat og solen har været gavmild, vokser de med lynets hast.


I løbet af  4 uger fylder 3 planter i hver spand allerede ret meget - spanden forsvinder helt.


Der var planter i overskud og de blev plantet rundt omkring i forskellige beholdere. Her på billedet er det Haribo slikkasser, som har fået en gang restemaling. Der er 2 kasser i een og den øverste med jord er forsynet med 


Jeg er holder mest af sarte blomsterfarver og har mest rosa, pink og hvide blomster i mine krukker. Et par enkelte lilla nuancer står fint til rosa. Det er ikke bevidst jeg har fået plantet sådan, men farverne harmonerer meget smukt. Hvis det gik efter min gemal, havde vi kun højrøde blomster over det hele :-)



søndag den 24. juli 2016

MAJ MÅNEDS BLOMSTER

Når det er blomstringstid - må blomsterne bare springe ud næsten uanset vejret. Først gav det alt for meget regn og lave temperaturer, derefter blev det ekstremt varmt i en uges tid, så rhododendron og løgvækster alt for hurtigt mistede glansen, og hang som slatne klude. Så må man bare nyde det den korte stund, men snart er andre blomster på vej til at springe ud. 


 Tulipanerne var blevet tilovers  og jeg vidste ikke hvilke farver de ville vise sig med, men de så nu ganske fortryllende ud i dette mix.


De hvide Rhododendron var de første til at springe ud. De stod med blomst mindre end en uge.



Det japanske kirsebærtræ var kasseret på en planteskole - og jeg fik lov til at tage det med hjem. Det havde en stor bule nede ved roden. Bulen kom ned under jorden - og grenene blev studsede de sidste 2 år. Nu tror jeg at der kommer et fornuftigt træ ud af det oppe i "skovkanten". 


 Lunaria - eller jødeblomst sår sig villligt og sætter fin kulør på forårshaven. Hvis man ikke ønsker dem, er de nemme at trække op.


Stedmoderblomster er taknemmelige. Billige i indkøb allerede i januar/februar måned, hvor de får
lov til at pynte på bordet under den overdækkede terasse, inden de bliver plantet ud ved påsketid.


Den mest almindelige Rhododendron er nok disse pinkfarvede, som blomstrer så overdådigt at jeg må klippe dem stærkt tilbage hvert år


Allium sår sig villigt selv og dukker op de mest uventede steder, som her mellem Hostaerne


En farverig buket, mest plukket for gyldenlakkernes fine duft. Et par jordbærblomster og en gren fra dværgsyrenen kom også med i buketten


Dværgsyrenen Syringia Palabin på stamme er ca. 7 år gammel og efter blomstringen i år skal den beskæres kraftigt, for den er blevet så voldsomt at den ret spinkle stamme ikke kan bære mere.