mandag den 12. august 2019

KRISTTJØRN - FIN SOMMER OG VINTER - BESKÆRING


Jeg kan lide at der er nogle træer og buske markerer sig med en stram silhuet, så de får en lidt hård beskæring når planten har nået den ønskede størrelse og vedligeholdes med beskæring ind til gammelt træ en eller 2 gange om året. Kristtjørnene klippes når bladene endnu er bløde og ikke stikker. Som det ses, skyder den hurtigt igen, så det bliver nødvendigt med endnu en klipning om en måneds tid. 


Hvis denne kristtjørn havde fået lov til at gro ligesom den selvsåede ude foran mit køkkenvindue, ville den have været 5-6 meter høj - mindst. Kristtjørnen ude foran køkkenvinduet står vist lige i skellet og er derfor ikke blevet klippet. Der er hverken hegn eller hæk til adskillelse mellem vore 2 haver. Fint nok, så længe vi kan enes og kristtjørnen er fin at se på både sommer og vinter, hvor den giver ly til mange småfugle. Desværre er det en han-plante, som får rigtig mange hvide blomster - men desværre ingen røde bær. 

Den fantastisk smukke og meget store kristtjørn er heldigvis lidt luftig og lader lyset slippe igennem grenene

Normalt klipper jeg med den lille manuelle hæksaks, men i år nænnede jeg det ikke på grund af de utroligt mange bær, så det var gren for gren med rosensaksen i stedet for.


Denne kristtjørn har haft lige så mange bær for 5-6 år siden og det var bare så smukt - indtil fuglene fik ribbet træet - men det er vel også meningen med bærrene




Den ældste kristtjørn er mere end 50 år gammel og flot brogetbladet. Det er en hunplante og har smukke røde bær, dog ikke i så stor mængde som de grønne kristtjørn. 




Denne kristtjørn bliver klippet midt på sommeren og igen ved juletid så jeg kan bruge de smukke blade til julens kranse og dekorationer.


Forleden fik jeg øje på denne selvsåede kristtjørn under en busk. Den blev gravet op, men om den bliver ved med at være hvid, vil tiden vise - men det er spændende og den vil være rigtig flot som helt hvid.