Jeg fangede lige solens sidste stråler inden himlen opløste sig i en herlig lyserød farve - næsten som The Pink Fairy roserne i forgrunden.
Kaprifolien ved nedløbsrøret udbreder sin herlige duft om aftenen og natten. Det er især natsværmere og insekter med lange snabler den lokker til sig med sin duft.
Det lille hjertetræ, plantet for 5-6 år siden har ikke klaret tørken så godt. Jeg burde have vandet det, men der blev jo lovet regn, som udeblev mange dage i træk. Jeg håber at det smider bladene og at et hold nye blade er under udvikling.
Hostaerne er ved at blomstre af, men denne blågrønne sort har lave blomster og smukke frøstande.
Under dens blade er der massevis af små selvsåede hostaer, som foreløbig ikke gør nogen skade. Samtidig er der spiret en masse Anisisop frem langs kanten. De har fået lov til at blive stående. De skal dog plantes om, men nogen er begyndt at blomstre og tiltrækker mange bier. For at glæde bierne plantede jeg nogle kugletidsler i midten. Næste år må jeg nok halvere Hostaerne, som er ved at tage overhånd.
For nogle år siden gjorde jeg meget mere ud af dette bed, plantede selvsåede Tagetes Vanilla side om side med Hostaerne og havde mange Anisisop i midten. Det var et stort arbejde - og det er droppet nu, hvor havearbejdet skal indskrænkes - der er masser af arbejde endda.
Der er et langt bed med kugletidsler langs hækken, men lige nu, hvor kuglerne er ved at springe i blomst, summer det i den grad af bier og andre insekter omkring blomsterne at jeg nødigt sniger mig forbi om dagen. Om aftenen er trafikken af insekter ikke så stor.
Her kan man rigtigt se, hvordan tidslens spidse pigge bliver til stjerneformede blomster.
Jeg klippede en hel del grene af mine Rhododendron for 4-5 uger siden. Nu skyder der knopper frem alle vegne, så jeg håber at slippe for de lange ranglede og bare grene med en dusk for enden.