søndag den 23. august 2009

Beskæring af buske - det forsømte indhentes

I år har jeg desværre ikke nået at få klippet buske og småtræer i facon. Til gengæld kan jeg så nøjes med at gøre det een gang. Det giver noget mere affald, men til gengæld kan der ikke nå at komme nogen nævneværdig eftervækst her sidst på sommeren.
Sådan så der ud før klipningen. Det er navnlig Gingko Biloba træet i baggrunden og vedbenden ved siden af + lærkehækken, som har fået en studsning. Lærkehækken er dog tidligere blevet klippet samtidi med ligusterhækken.
For nogle år siden har jeg moret mig med at sætte nogle lange ligustergrene i jorden og når de var groet til, blev de formet til små kugletræer. Jeg har haft mange af dem, men har også været god til at forære dem væk. I år vil jeg starte nogle nye kugletræer. Derfor er der enkelte smukt lige ligustergrene, som får lov til at vokse en måneds tid endnu. Derefter bliver de stukket ned i højbedet for at slå rod.
Træerne er alle forskellige i højden. Det højeste træ i en krukke er omkring 2 m
højt. det mindste kun 70 cm. Træerne er plantet både i krukke og i bede rundt omkring.
Afklippet fra Kristtorn er ikke så nemt at håndtere, det formulder først efter lang tid og når bladene ikke rives fra græsplænen kan man ikke færdes på den barfodet. Når jeg har taget billeder til bloggen kan jeg ofte se, hvor der mangler at blive studset lidt.

Dekorative blomsterstande

Lige nu er der nogle flotte frøfyldte blomsterstande tilbage fra løgvæksten "Allium Aflatunense". Jeg har ikke før haft disse blomster i haven, men var meget glædelig overrasket. Flot farve og størrelse og ikke mindst: meget stive holdbare stængler, der ikke gav op i strid blæst. Dem skal jeg have nogle flere af. Bierne er også vilde med dem.

To overvintrede fuchsiaer

Mine to fuchsiaer har overvintret i garagen for 3. og 4. år i træk. Jeg planter dem om i mindre potter inden jeg sætter dem væk for vinteren. Om foråret kommer de ned i en større krukke med ny jord omkring rodklumpen. Det er fantastisk at se dem blomstre hvert år. Jeg tør ikke en gan gætte på sortsnavnet.
Gartneren kaldte den "Champagne fuchsia", så det gør jeg også. Men har dog set den omtalt som "Christmas Tree". Flot er den og lidt speciel.

lørdag den 22. august 2009

Sommerfugle - bier og mariehøns

Kan man andet end at beundre - og undres over naturens pragtfulde skabninger?
Der kan ikke være tvivl om hvorfor Buddleya busken har fået tilnavnet "Sommerfuglebusk"
Vores busk er af sorten Buddleja davidii Black Knight . Den er lidt for voldsom efter min smag. I år har jeg derfor klippet den tilbage flere gange. Det har hjulpet lidt og busken er knap så åben og grenene ikke så lange, som de tidligere år. Jeg klipper de afblomstrede blomsterklaser af og det forlænger blomstringen med nogle uger.
Bierne går voldsomt til "makronerne" - her i katost.
Mariehønsene har været meget meget flittige i år, men der var sandelig også mange af dem i foråret.
Malthe sendte mange mariehøns afsted til Vorherre med ønsket om godt vejr.

Mine syriske roser er i blomst

Hibiscus Syriacus - syrisk rose - havens Hawaiiblomst
Dagen før udspring var den i knop - og jeg var spændt på hvordan den ville se ud om et par dage. Derfor var jeg overrasket da jeg dagen efter så dens flotte tynde blomsterblade foldet ud på yndigste vis. Jeg har købt planten som en lille busk for to år siden. Det første år mistede den alle blade, hvorefter jeg plantede den om fra et skyggefuldt sted med meget næringsrig jord til et mindre skygget sted, men stadigvæk med god kraftig muldjord. Nu fik den i hvert tilfælde blade, men stadigvæk ingen blomster. Så kom jeg i tanker om de flotte syriske roser, som jeg havde set vokse op langs en husmur, med meget dårlige jordbundsforhold. Derfor holdt planten flyttedag for 3. gang og denne gang til en mellemstor krukke med almindelige havejord iblandet en smule sand. Den fik samtidig lov til at stå i fuld sol det meste af dagen. Nu har den så kvitteret med smukke blomster og der er mange knopper på vej til at springe ud. Anderledes med denne hvide udgave af Hibiscus Syriacus. Den blev købt som et opstammet træ for 7-8 år siden. Jeg blev faktisk lidt ked af at se gartneren slæbe den hen til kasseapparatet ved at tage fat i træets top, så potten med rodklumpen kunne tage skade. Men alt gik jo godt alligevel. Oprindelig er syrisk rose en lidt strittende busk med stive grene. Jeg har dog beskåret den til en lidt rundere form. Træet står i almindelig havejord og får en smule skygge af det bagved stående Gingko Biloba træ, som også er formklippet, fordi det var vokset alt for stort til terassebedet.
Der er altid masser af blomster og knopper på træet Blomsterne folder sig kun helt ud i solskin
Flotte sarte hvide blomser med en dyb rødlilla midte
TræetTræet har normalt sin blomstringstid lidt senere end i år - Den står med blomster i næsten 8 uger. Træet er over 2 meter højt, stammen har en diameter på ca. 8 cm og træets krone er ca. 120 cm i diameter. Et flot og dejligt træ, som også er kønt uden blomster på grund af de smukke grønne blade, som springer ud omkring pinse eller lidt senere.

fredag den 21. august 2009

Forhaven i fuldt flor

En meget kulørt forhave med alting i blomst
Forhaven er anlagt i flere etager. Bedene i stensætningerne er nemme at komme til og jeg føler virkelig at der sker noget, fordi lugearbejdet kan ske etapevis og som oftest siddende på kanten.
Nina Poulsen roserne har været utroligt flotte i år. De er slet ikke blevet beskåret i foråret, fordi jeg var ret barsk med saksen i efteråret.
Lavendler, Nina Poulsen roser, Pink Fairy roser og til at live lidt op på alle de grønne farver en hvidbroget Cornel (Elegantissima).
Længere oppe mod huset er der også tæt bundbeplantning. Der er Spiræa Vanhoutii, Perikon og Hypericon. Om få dage skal spiræaen klippes godt ned. Med lidt held vil den blomstre igen om et par måneder.

onsdag den 19. august 2009

Juli måned - Terassebed og lavendler

Terassebed - nu er det vist som det skal være De mørkerøde Heuchera få nogle lange blomsterstande, som jeg dog hurtigt klipper ned fordi jeg synes at de gør bedet uroligt at se på.
"Jonas" ser ud til at kede sig - eller også er han træt af roser.
Nældens takvinge er der rigtig mange af i år. Sikke et kunstværk
Så blev det lavendlernes tur til at blomstre og dufte. Sidste år klippede jeg dem ned til små kugler straks efter blomstringen fordi jeg ville tørre blomsterstandene. Det vil jeg også gøre i år. Nogle steder er lavendelbuskene ved at være for store. For eksempel omkring krukken, hvor de er selvsåede. Der er faktisk mange småplanter rundt omkring lavendlerne. De største planter jeg ud andre steder i haven.
Nina Poulsen roserne har stået der i mange år. Men de havde rigtig godt af at blive gravet op for et par år siden, hvor vi fik sat stenkanten om. Der kom ny jord i stensætningen og det har roserne været meget tilfredse med. I år tegner det dog til at de får rust på bladene - som så falder af. Der er vist ikke meget at stille op mod det.
Jeg har sat lavendler hist og pist og de fylder dejligt op i bedene. Mange af lavendlerne har en lang blomstringstid - og hvis de blomstrer tidligt på sommeren, kan man få dem i blomst 2 gange.

Juli måned - endelig regn - nyd det

Der er intet så dejligt som at sidde i læ bag terassens glasruder og se regnen plaske ned lige udenfor. Her kan vi sidde i læ for regnen, som trommer så hyggeligt på taget.
Selvom der er 60 kvadratmeter fliser på terassen, som nærmest er en gårdhave, er der frodigt overalt. En gang imellem ønsker jeg at haven ikke var større end terassen.