fredag den 15. september 2006
tirsdag den 5. september 2006
Månedens blomster
tirsdag den 15. august 2006
Åh - det regner - det regner
Blomstervandfald
Varmt bad til fuglene
Vi kunne ikke forstå, hvorfor fuglene holdt op med at bade netop som det var så varmt. Det fandt jeg dog ud af ved at stikke en finger i vandet. Det var simpelthen for varmt. Så på en eller anden måde er sådan et rundt glaseret fuglebad ikke ret meget bevendt. I Genbrug havde de heldigvis en passende skål til at sætte oveni, så nu kan Jim og Jonny igen se på badende fugle.
Overalt langs kanterne på terassen spirer der nu små planter af hasselurt. Tidligere har jeg forgæves forsøgt at samle frø fra den for at formere den. Men det klarer den fint selv. Men frøene skal have frost før de vil spire. Myrerne slæber frøene sammen i store bunker på fliserne, jeg aner ikke, hvad de vil med dem, for de bliver bare liggende. Første gang troede jeg at det var en bunke kaffegrums - hm ... hvor skulle det nu komme fra? Men mysteriet blev opklaret.
Skur færdig 2 timer før regnen komHr. Hansen havde siddet og trommet i terassebordet med fingrene i 3 dage, da byggemarkedet endelig kom med tagpladerne - selvfølgelig de forkerte. Vi besluttede os for at beholde de lyseblå plader, for som vi blev enige om, det var jo bare et skur og ingen altertavle. Hver gang jeg nu træder ind i skuret, tror jeg at jeg skal røntgenfotograferes, så herligt lyseblåt er det blevet derinde, selvom vi har malet med lysegrå. Nå, de der plader falmer vel en gang.
Endnu er alt på rette pladsJeg håber sandelig at jeg kan vænne mig til at redskaberne skal hænges pænt op efter brug og jeg har et lillebitte håb om at jeg aldrig mere skal lede efter rosensaksen..... Engang, hvor den var helt væk, dukkede den op som en forvredet kunstgenstand da vi var færdige med at brænde haveaffald. Og nej, den røde stribe på bjælken i loftet skal ikke matche redskabsholderne. Den er anbragt rent profylaktisk - sådan til dem der glemmer at der er en bjælke lige der.
mandag den 7. august 2006
August måneds blomster og arbejde
Floks minder mig om min barndoms somre. Som feriebarn på landet i Danmark er denne blomst og dens duft for mig identisk med sommer, leg og glade timer sammen med andre børn i deres forskellige landbohaver. Foreløbig har jeg disse lilla og pinkfarvede stauder. Næste år vil jeg gerne have plantet nogle hvide - måske allerede til efteråret. Sidste år samlede jeg frø fra den pinkfarvede og nu har jeg flere små stauder i vækst rundt omkring.
Kugletidsel er skøn at skue og tiltrækker bier
Det er først på meget nært hold man kan se, hvor kunstfærdig og flot denne staude er - jeg havde aldrig lagt rigtig mærke til de mange mange små blomster, som bierne er vældig glade for.
En flammende rød lobelia
Jeg var meget skeptisk da jeg købte denne lobelia, som er en etårig sommerblomst. Den var så flot og kraftig at jeg tvivlede på at den kom frelst gennem den tørre varme sommer. Der står 2 mere i en af mine store krukker. De overrasker og bare vokser og blomstrer uendeligt. Omkring den ses de hjemmelavede sølvblad (Cinerarie), som er lidt sene på den i år. Måske får jeg igen held til at overvintre nogle af dem.
Ærteblomster (Lathyrus)Lathyrus er et "must" i min have. I år har de været meget længe undervejs fordi jeg såede på direkte på friland. Sidste år såede jeg i tomme mælkekartoner og havde dem til at stå inde i redskabsskuret til de spirede og var ca. 10 cm høje inden jeg bare fjernede kartonen og kunne plante dem ud i store klumper. De havde et ordentligt rodnet. Så det må jeg hellere gøre igen til næste forår.
lørdag den 5. august 2006
Geranium og Hortensia Annabelle
Det var godt at jeg reddede mine nye hortensia Annabelle ved at plante dem om i spande, så jeg kunne kontrollere for både vand og snegle. Desværre havde jeg ikke taget højde for at blomsterhovederne blev alt for tunge da det endelig begyndte at regne, så nu må de have en pind at støtte sig til - og så vil jeg overveje, hvor jeg kan finde en god blivende plads til dem. De kræver halvskygge, meget vand og tåler ikke et vindomsust sted. Jeg har 4 stk. mere af disse hortensia. Dem har jeg plantet under vores store grantræ, som er opstammet. Men med den tørre sommer vi har haft, har jeg måttet vande dem, og lur mig, om ikke grantræet har suttet det meste af vandet til sig.
Det er helt fantastisk at se, for det er kun 3 uger siden jeg klippede dem helt ned til jorden. Mon ikke de kan nå en blomstring mere i år.
Koalabjørnen Jonas er glad for at det er grønt omkring ham igen. Jeg har 3 forskellige af disse keramikbjørne, som har fået navnene Jim, Jonny og Jonas. (Efter en gammel tysk slager)
torsdag den 20. juli 2006
"Rysteribs" og barndomsminder
onsdag den 19. juli 2006
Vi har "hugget" sten og købt regnmåler
tirsdag den 18. juli 2006
Fugl af jern og levende fugle
Jeg gjorde store øjne da jeg så disse blade på fuglefoderhuset, som står udenfor mit køkkenvindue. Foderhuset er nemlig placeret på en stamme fra et rønnebærtræ - og stammen blev savet over og anbragt der sidste år i oktober måned. Stammen er gravet ca ½ meter ned i jorden i et betonrør. Nu er jeg bare spændt på hvor længe det varer før bladene visner - og så i denne tørre tid!!torsdag den 13. juli 2006
Fornyelse af terassebedet
onsdag den 12. juli 2006
Blomsterbilleder til postkort
Billeder til postkort Lavendeltid
Sådan laver jeg en lavendelspindel Lavendler holder møllene borte fra vores lækre uldtrøjer. Vores bedstemødre havde en sød og romantisk måde at gøre det på. Enten ved at fylde blomsterhovederne i små broderede bomuldsposer eller ved at flette dem i spindler. Man skal til et spindel bruge et ulige antal friske lavendel-stilke - hvis de er for tørre, knækker de. Jeg har brugt 9 x 3 stilke. Og der skal bruges ca. 1½ meter silkebånd i ½ cm bredde.
- Fjern bladene fra stilkene
- Læg blomsterhovederne sammen og bind den ene ende af silkebåndet stramt omkring stilken lige under blomsterhovederne. Klip den overflødige stump bånd af
- Bøj nu forsigtigt stilkene bagover så de dækker blomsterhovederne
- Saml stilkene 3 og 3 med en tråd eller et gummibånd
- Flet nu ud og ind over stilkene - gerne lidt stramt
- Slut med en løkke til ophæng og en pyntesløjfe.
- Hæng spindlen til tørre inden den hænges i klædeskabet eller lægges i skuffen.
Klar til at flette
Den færdige lavendelspindel Den pinkfarvede rose i baggrunden hedder "Lady Chatterly" og er en krydsning af rosen "Super-Star" og "Queen Elisabeth". Når jeg nipper afblomstrede roser, plukker jeg gerne en fuldt udsprunget rose til en lille glasskål. Så kan jeg gå og dufte til den mange gange i løbet af dagen.
Lavendelposer- og spindelLavendelposer har jeg i mange forskellige variationer. Nogle er syet af fint hørlærred og broderede, andre er syet af smukke stofrester. Poserne på billedet er syet af smalt køkkengardinstof. Båndet er trukket igennem hullerne foroven og lavendlerne i posen fornyes hvert år. Det kan også sagtens gå an at bruge tørrede lavendelstænger og blade, men der er mest æterisk olie i blomsterne. Poserne hænges direkte på bøjlerne med de uldne "sager". Tøjet kommer til at dufte dejligt - og hvem kan ikke huske duften af de gamle mølkuglers naftalin. Godt man er fri for det.
fredag den 7. juli 2006
En herlig duft i stuen
Så er det rosernes tid.....
Astrid Lindgren - buskrose
Jeg har plantet 3 buskroser roser af denne sort. De bliver enormt høje og brede - op til 2 meter og holder sig stive og strunke. Rosen har dejlige blanke blade, og i de 10 år jeg har haft dem, har de ikke været angrebet af sygdom. Roserne ser lidt gammeldag ud - en smule buttede i formen. Den blomstrer helt til frosten sætter ind.
Rød espalierrose med duft
Hvid espalierrose med duft
De første roser i blomst er espalierroserne, der støtter sig til en varm murstensvæg, som holder på varmen, når det bliver køligt om aftenen. De hvide roser dufter dejligt, men hver enkelt blomst holder kun 3 dage inden jeg nipper dem af for at fremme næste blomstring - og undgå at blomsterbladene flyver over det hele. De røde roser, som næsten kan nå ind i soveværelsesvinduet holder derimod i over 10 dage og er flinke til at blive hængende på busken. Rosen har en dejlig ikke sød duft. Min mand holder mest af de mørkerøde blomster, så det er hans yndlingsblomst.
Orangefarvet potterose fra " Roses for ever"Disse roser blev ved påsketid for 3 år siden købt som bittesmå potteroser og senere plantet ud i haven. Her har de helt ændret karakter. De er blevet næsten 70 cm høje og har fået meget store blomster. Rosen blomstrer hele sommeren med overdådigt mange blomster.
Klematis, storkenæb og løvefod
Forskelligt antal kronblade ?
Rød klematis på redskabsskuret Den flotte røde klematis med navnet Clematis viticella "Julia Correvoner er blot 3 år gammel og i år overrasker den ved at blomsterne har forskelligt mange kronblade - på samme plante. Det har jeg før oplevet med en lyserød klematis, som det ene år har dobbelte blomster, og næste år er det bare enkle blomster. Den røde klematis og det grå vejrbidte træ fra haveskuret står så flot sammen. Læg også mærke til grenstumpen, som vi har døbt "Danserinden"
Storkenæb (Geranium) og Løvefod i blomst
Løvefod og storkenæb er i fuld blomst nu. Når storkenæb (Geranium) er afblomstret, men ikke har smidt sine frø, klipper jeg den helt ned. Efter 14 dage står den igen med små grønne tuer og kan nå en blomstring mere.
Havebænken i alt det grønne Når solen står på sit højeste ved middagstid er der pragtfuld skygge ved havebænken og det bliver der ved med at være til henved 7-tiden. Det er også der de skyggetålende planter - blandt andet ørnebregnen breder sig. Bag ved ørnebregnen en formklippet liguster. Fra bænken har vi udsigt til bålpladsen og til det runde bed med blågran og rododendron, men græsplænen er desværre snart en afsvedet græsmark. Vi har aldrig vandet med slange eller spreder på de store arealer, så i denne tid slæber jeg rundt med vandkander.
Hortensia Annabelle plantet om i spande
Desværre har mine nyplantede hortensiaer det ikke godt hvor de står nu, så de to af dem har jeg gravet op og har plantet dem i nogle sorte plastspande med huller i bunden. Spanden har jeg sat ned i en anden spand, som jeg har malet med "forhåndenværende" maling. Det er planterne ret glade for. Efter bare 6 dage, begynder de at få nye blade i stedet for de afsvedne eller afgnavede.
mandag den 26. juni 2006
"Endelig regn" sagde vinbjergsneglene
En junibuket med jasmin og klematis
Jeg henter megen inspiration ved at sammensætte blomster. Farverne inspirerer til mange andre projekter. Billederne bruger jeg desuden til fødselsdagskort og til små hilsner.
Vinbjergsneglene kom ud af deres skjulesteder og var glade for at få lidt fugtige glidesåler i dag. Jeg talte omkring 50 stk. og de fleste havde brune sneglehuse, et tegn på at der er en ny generation på vej. Desværre så jeg ingen af de gamle snegle, som børnebørnene har mærket med deres navne. Måske er det en skrøne, men det siges at vinbjergsnegle æder dræbersneglenes æg - så værsgod og velbekomme.
























