onsdag den 25. maj 2016

FEBRUAR OG MARTS 2016 - VENTE PÅ FORÅR

En daglig rundtur i haven giver uro og ro  i sjælen. Der er intet, der kan ordnes nu, medmindre man vil beskære og fælde træer eller foretage andre store ændringer. Så derfor skynder jeg mig ind igen til kaffen og den lune pejs.


Der ser noget trist og dødt ud rundt omkring i den store have. Den grønne græsplæne består mest af mos, som har bredt sig gevaldigt de sidste 3 måneder. Løgplanten "Fuglemælk" skyder op af plænen mange steder, men de plejer aldrig at nå så langt at de blomstrer, før jeg har været der med plæneklipperen. I år må der dog ske noget drastisk med græsplænen. Jeg tror at jeg har været alt for nærig med gødningen sidste år.




Små tegn på forår er der dog rundt omkring. Hvis auriklerne kunne have ventet med at komme op i nogle uger, ville jeg også have haft lyst til at rydde pænt op rundt omkring dem.



Åh nej, et kig ud af vinduet: Et stort bøgetræ, som er en af gadens "vartegn" var ved at lade livet. Men jeg forstår nu godt at træets ejer gerne vil have mere lys og luft i sin have.



Også på denne årstid er aftenhimlen ofte betagende. Vi ligger i et område, der ofte overflyes af passagerfly i alle himmelsretninger.



Jeg har overvintret 3 potter med nyresnerler i vinduet på værkstedet. Heldigvis i selvvanderpotter, ellers ville jeg have glemt dem.  Plantecentret havde stedmorblomster og de kan jo godt tåle lidt frost. Jeg faldt for den lidt specielle abrikosfarvede, samt nogle pinkrøde og hvide. Min erfaring siger mig dog at de ikke skal blive i bakkerne ret længe. Så danner de rødder, som senere ikke vil vokse ud af klumpen.





Jeg havde et eller andet sted læst at ren træaske fra brændeovnen var et godt middel mod alger.
En mindre del af terassen op mod haven blev forsøgskanin. Det var endda rigtigt godt. I starten troede jeg at askens farve bare gjorde fliserne lyse, men efter den første regn var både aske og alger væk.


Forårets indkøb af gødning, kalk og plantejord er ikke helt billig, men i år får jeg brug for endnu mere end det der blev købt i første omgang


Da vi nåede til midten af marts kunne jeg ikke styre mig længere og vejret var også tilpas tørt til at jeg kunne vertikalskære vores græsplæne. Rom blev ikke bygget på een dag, så det tog mig hele 3 dage at vertikalskære på kryds og tværs. Det er nemt nok at køre med maskinen, det er arbejdet med at rive mosset sammen, som kræver gode armkræfter ........ og et sted at komme af med mosset.





Vi har heldigvis god plads til at dække med mos langs hække og på vores lille skovsti. Der skete bare det, at det afrevne mos
begyndte at blive grønt igen, så jeg måtte ud og vende det.




For at kunne køre lange stræk med vertikalskæremaskinen uden at skulle vende alt for ofte, kører jeg anderledes end med plæneklipperen, nemlig diagonalt - på kryds og tværs. 





Færdigt arbejde. Jeg har strøet kalk og gødning samt eftersået hele 13 kg græsfrø. Så er det bare om at vente.................normalt gror græs når jordtemperaturen er 7 grader og derover. I år var temperaturen meget længe om at komme derop på grund af de meget lave nat- og dagtemperaturer. I ventetiden var der så tid til at flytte den gamle rådne plantekasse og få tømret en ny plantekasse.







lørdag den 2. januar 2016

HAVEN NYTÅRSDAG 2016


 Vejret har indtil i dag været så mildt, men regnfuldt at jeg har kunnet arbejde lidt i haven hver dag. Mange småting, som jeg aldrig ville kunne gøre i normalt november/december vejr er gjort og jeg har nydt at være ude. Men fra i nat "kommer der andre boller på suppen", så jeg har været en runde og kigget på alt det, som sikkert går til frosten kommer. 

  

Jeg har plukket halvdelen af en juleroses blomster, fordi jeg ved at de vil gå til i frostvejr, især, hvis det også blæser og efterfølgende bliver vådt igen. Så nu vil jeg nyde blomsterne indendøre et par dage 

Juleroserne er så smukke, men deres blade er det ikke værd at skrive om. Til gengæld er bladene mega-flotte om sommeren. Stauden har jeg fået foræret at en nabo længere nede ad gaden for et par år siden. Sidste år har jeg delt den - og det er den parat til igen.

Den grønne julerose står i en potte og synger på sidste vers. Den har ellers hvide blomster, når de springer ud. Nu har den stået på terassebordet et par måneder og skal i jorden snart.

Græsset er flot grønt og lige før det burde klippes. Heldigvis sætter frosten en stopper for væksten. I dag var der også enkelte solstrejf mellem træerne.



Primulaerne har også haft lidt for travlt med at blomstre, men de klarer også en omgang frost.

Det er sikkert værre med mine klematis, som er alt for langt fremme med at sætte nye skud.

Skimma har store blomsterknopper nu, men hvis knopperne ikke tørrer væk, kan de også klare kulden.

Min gamle nabo, har et flot Kejsertræ ud mod vejen og jeg nåede at redde det ved at overtale den nye ejer til at lade det stå, da han jævnede mange andre planter med jorden

Kejserbusken har den skønneste duft af marcipan


Jeg huggede en gren og satte den i vasen med de lyserøde roser. De klær hinanden så flot.

JULETRÆ UDE OG INDE I FLERE MÅNEDER



I år købte vi vores juletræ sidst i november, satte det på fod og stillede det ude under den overdækkede terasse. Hos Jem & Fix havde jeg købt 5 lyskæder med hver 50 LED lys, som går på batterier. Hver lyskæde kan lyse næsten 2 mdr. på 4 AA batterier. Tilmed er der timer på, så det passer helt sig selv.  Juletræet stod og lyste op på terassen hele december måned med 3 lyskæder.
Træet fik en douche med vandforstøver et par gange om ugen. Det tabte overhovedet ingen nåle - i hvert tilfælde ikke frivilligt.

Da vi den 22. december tog juletræet ind i stuen viklede jeg de 3 lyskæder omkring de 3 opstammede ligustertræer på terassen. Det så vældig flot ud - bedre end jeg havde forventet. Det lille træ af grankogler fik også en lyskæde lagt indeni.

                   

Vi har altid brugt levende lys på juletræet og kunne ikke komme i tanker om at bruge  andet. Julepynten er en skøn blanding af arvet gammelt antikt julepynt af glas og ting, som børnebørnene har lavet til os. Den 23. stod juletræet færdig med sin pynt og ventede på at vi fik begyndt :-)


Nytårsdag holdt juletræet så igen flyttedag og nu får det lov til at stå ude på terassen og hygge sig indtil grenene om et par måneder bliver brugt til afdækning i havens bede. Når vi har haft glæde af juletræet så lang tid har jeg knap så dårlig samvittighed over at det blev fældet for vores skyld.


Den 5. lyskæde blev brugt ude på fortrappen og svøbt omkring det juletræ jeg havde flettet omkring nogle bambuspinde. Fyrrekoglerne blev med ståltråd bundet til en lang kæde og viklet udenom træet. Til sidst vikledes lyskæden og nogle lange efeu ranker omkring For at give træet lidt liv, satte jeg sløjfer viklet af gavebånd på træet.



mandag den 16. november 2015

DØRKRANSE ER SJOVE AT BINDE




Efteråret indbyder til diverse pynt til krukker og døre. Jeg er knap færdig med at gøre haven vinterklar, men regnbyger tvinger mig ofte til at søge ind på værkstedet - og så kan jeg passende bruge tiden til at binde kranse til pynt


Det er svært at finde en hjerteform til basis for dørpynt. På billedet nedenunder viser jeg en almindelig rund halmkrans, dyppet i vand og holdt i hjerteform med snor og elastik. Samtiig med at lavendlerne blev klippet lidt ned, brugte jeg blade og stilke til at binde et helt enkelt hjerte med.



Sidste år bandt jeg et rigtig stort hjerte. Som "stativ" brugte jeg meterlange ligustergrene, 3 grene holdt sammen med ståltråd. 


Hjertet er bundet med lavendelgrene, kaprifolier, røllike og andet blomstrende fra vejgrøften.


Det endelige hjerte pyntet med roser til et sølvbryllup



I år har jeg prøvet Aysha hortensier, efeu og efeublomster på en halmkrans ombundet med afklippede ligusterrødder fra nyplantede ligusterplanter





Krans med tørrede hortensia og judaspenge. Denne krans holdt kun en uges tid, de tørrede hortensiaer mistede hurtigt farven og blev kedelige


Buksbom, mariebær og bogfrugter



Lavendel, buksbom, hortensia og Sct. Hans Urt


Gyvelgrene, japanske kvæder og kristtornblade. Lilla glasbær



søndag den 8. november 2015

SJOVE SVAMPE OG NOVEMBERHAVE



På vejen hjem fik jeg øje på denne mærkelige svamp. Først troede jeg at det var noget fra en appelsin, men det var en svamp. Det er ikke lykkedes mig at google dens navn.


Som lille ser svampen sådan ud. Det ser ud som om den vokser sig større ud fra midten. 


I min egen have havde jeg nogle dage tidligere fundet denne koralsvamp. 


Efteråret byder på rigtig mange bladfarver. Det er også som om bladene sidder lidt længere på buske og træer i år.

Takstræet nederst til venstre i billedet var klippet totalt ned og det var tvivlsomt om det ville komme sig igen. Det har været et år om at få nåle igen. Det første hold blev frostsvedet i foråret.
De to birketræer er nøjagtig lige gamle og selvsåede. Træet til venstre står på naboens grund. Jeg ville have gravet vores selvsåede træ op, men besluttede mig for et eksperiment: Træet bliver klippet helt ind til de tykkeste grene hvert forår. Det er jo imod træets natur, men jeg synes nu godt om det alligevel.


Hortensiaerne langs husets nordside og tæt op ad muren har haft eventyrligt mange blomster i en skøn douche rosa farve i år.


De sidste æbler er faldet ned i nattens storm og mange af de gamle tynde og frønnede grene er også knækket af. Jeg har lavet gelee af de sidste æbler. I forvejen ligger der  20 stk. 1 liters isdåser med æblemos i fryseren, kogt i microovnen. Desuden er der nogle glas  blandet æble/hyben marmelade.


Vores terassebord står godt beskyttet under taget og med kig til det mange gange om dagen fra vores stue, elsker jeg at have sammenplantninger stående på bordet. Mange af planterne kan sagtens tåle lidt frostgrader. 


Jeg kan slet ikke stå for pyntegræskar med bizarre former.






FLISERENSNING MED NILFISK PATIO CLEANER


Sikke et oktober og november vejr vi har haft i år. Det er langtfra alle træer som har smidt bladene og vejret er så mildt, at jeg har nået mange af de gøremål, der plejer at vente til foråret. Jeg har stukket græskanter og fjernet ukrudt, tømt og renset krukker, lagt blomsterløg i spande og i dag var turen kommet til fliserne udenfor huset. De seneste år har jeg undgået kemikalier i haven og i stedet for algefjerner, som dog er miljøgodkendt, har jeg brugt vores højtryksrenser med Patio Cleaneren fra Nilfisk.

Patio-Cleaneren har roterende børster og højtryksdyser og er ikke så hård ved flise eller træbelægning som ren højtryks-rensning. Jeg havde ikke fejet fliserne før rensningen, hvilket nok havde været en god ide. Gummistøvler og "gummi-bukser" er et must til den opgave.


Man kan sagtens se, hvor man har været med maskinen.
Den tager også ukrudtet mellem fliserne, hvis det ikke er særlig stort.






Det kan man da kalde effektiv rensning!