lørdag den 14. oktober 2006

Så er alle fliser på plads

Den gamle opkørsel
havde i flere år trængt til fornyelse og som min gamle ferieplejemor ville have sagt: "Det æ da vist æ noe sturhed å få gjo' noet ve det!" Med hjælp fra nogle venner skulle der så ske noget i år: Ny belægning i indkørslen, ny trappe ved fordøren og opretning af samtlige knækflisekanter - ialt 72 meter.
Den gamle belægning er kørt væk og der er gravet ud og gjort klar til at blive fyldt op med stabilgrus og et lille lag sand.
Så er de nye brosten til indkørslen og sandet til trappe og knækstenskanter leveret - en ordentlig bunke - det viste sig dog at vi kom til at mangle 6 halve sten. Vi lejede en stor vibrator, som fik meget at bestille i et par dage. Se, nu ligner det allerede noget! Men nej, nu gik det først rigtigt løs. Rundingen i knækstenskanten skulle jo tilpasses rundingen i opkørslen, som er nødvendig når vi skal svinge op i indkørslen. Og hov, der kom lige det kabel frem, som vi havde ledt efter da vi fik nye lamper forrige år.
Den gamle fortrappe og stenkanterne Fortrappen havde det ikke for godt og var begyndt at skride - enkelte fliser var løse. Nu skulle det hele pilles ned og forankres i cement. Det ses også tydeligt hvordan stenkanterne "jigler og bigler" som vores børn kaldte ting der ikke var lige eller lidt løse i det. Ja, nu kan det snart ikke blive værre. For at stenkanterne ikke skal skride igen, skal der i stedet for jord fyldes ud med sand bagved. Så der blev en masse jord tilovers, som det blev mit lod at fordele rundt omkring i haven. Og alle roser måtte graves op og slåes ned et sted.
Så er den nye trappe sat og nu kan kanterne sættes. Før lå den første flise på jorden uden underlag. Nu skulle den første flise graves ned og cementeres samtidig med at der blev fyldt op med jord. Jeg ville gerne have 1 række fliser mere i højden og dem var vi så heldige at få hos en nabo, der ikke skulle bruge dem mere. Vi lå i fast rutefart ned ad vejen og hentede 140 knækfliser. Der kunne være 12 i bagagerummet ad gangen.
Så er vi ved at være færdige - men jeg synes også at mine overarme er vokset og armene blevet 10 cm længere. Nu skal forhaven trimmes og så er der stadigvæk meget andet der skal nåes inden vinteren. - Krukker tømmes, nogle beplantes med lyng og vinterhårde vækster, æblerne skal plukkes, græsplænens kanter stikkes af for sidste gang i år - og - og -og. Haven bliver man først færdig med, når den er dækket med sne eller er bundfrossen. Det er ikke altid jeg gider gå i haven, men når jeg først er kommet igang, glemmer jeg både tid, madlavning og alt andet. Men der er samtidig god tid til at tænke tanker.

fredag den 15. september 2006

Vi er sandet til

Hjælp - det skal flyttes og det med en trillebør
- God weekend -

tirsdag den 5. september 2006

Månedens blomster

En sensommerblanding
Til en blandet buket kan der stadigvæk plukkes Phlox, nicotiana, honningurt og høstanemoner og så har vi jo haft en ordentlig "æblerasler" de sidste par dage. Æblerne er af sorten Filippa - og det er vores eneste æbletræ. Træet har været sygt i mange år, men giver alligevel alle de æbler vi kan overkomme. Jeg glæder mig allerede til den dejlige carameliserede æblemarmelade efter en opskrift af Camilla Plum.

Lathyrus
I år har jeg sået en enkelt pose med frø i blandede farver. Der er nu ikke særlig meget blanding i det, for de fleste blomster er karminrøde eller rosa. En enkelt lavendelblå er der da også. Næste år vil jeg derfor igen købe "sorterede" frø. Jeg savner de hvide blomster, som er så smukke sammen med lavendler.

Høstanemoner
Høstanemonerne stod i blomst allerede sidst i juli måned og er så smukke i deres form også som knop og lige inden de springer ud. Desværre står de ikke så længe i vasen, men da jeg har mange af dem skifter jeg tit. Høstanemonen formerer sig ved jordskud og det har endda været nødvendigt at holde dem lidt i ave, derfor har jeg plantet dem i bundløse sorte plastspande. Det har dog haft den ulempe her i sommer at de tørrede ud hurtigere end dem der stod direkte i jorden.

tirsdag den 15. august 2006

Åh - det regner - det regner

Endelig regn - fortjener et billede

Blomstervandfald

Varmt bad til fuglene

Vi kunne ikke forstå, hvorfor fuglene holdt op med at bade netop som det var så varmt. Det fandt jeg dog ud af ved at stikke en finger i vandet. Det var simpelthen for varmt. Så på en eller anden måde er sådan et rundt glaseret fuglebad ikke ret meget bevendt. I Genbrug havde de heldigvis en passende skål til at sætte oveni, så nu kan Jim og Jonny igen se på badende fugle.

Overalt langs kanterne på terassen spirer der nu små planter af hasselurt. Tidligere har jeg forgæves forsøgt at samle frø fra den for at formere den. Men det klarer den fint selv. Men frøene skal have frost før de vil spire. Myrerne slæber frøene sammen i store bunker på fliserne, jeg aner ikke, hvad de vil med dem, for de bliver bare liggende. Første gang troede jeg at det var en bunke kaffegrums - hm ... hvor skulle det nu komme fra? Men mysteriet blev opklaret.

Skur færdig 2 timer før regnen kom

Hr. Hansen havde siddet og trommet i terassebordet med fingrene i 3 dage, da byggemarkedet endelig kom med tagpladerne - selvfølgelig de forkerte. Vi besluttede os for at beholde de lyseblå plader, for som vi blev enige om, det var jo bare et skur og ingen altertavle. Hver gang jeg nu træder ind i skuret, tror jeg at jeg skal røntgenfotograferes, så herligt lyseblåt er det blevet derinde, selvom vi har malet med lysegrå. Nå, de der plader falmer vel en gang.

Endnu er alt på rette plads

Jeg håber sandelig at jeg kan vænne mig til at redskaberne skal hænges pænt op efter brug og jeg har et lillebitte håb om at jeg aldrig mere skal lede efter rosensaksen..... Engang, hvor den var helt væk, dukkede den op som en forvredet kunstgenstand da vi var færdige med at brænde haveaffald. Og nej, den røde stribe på bjælken i loftet skal ikke matche redskabsholderne. Den er anbragt rent profylaktisk - sådan til dem der glemmer at der er en bjælke lige der.

mandag den 7. august 2006

August måneds blomster og arbejde

Renovering af redskabsskuret
Peter har tilbragt et par dage med at brænde maling af redskabsskurets skelet. Det har tidligere været et meget flot drivhus, men da de omgivende træer blev store og der yderligere var naboens garage og vores egen på de to sider, var der ikke lys nok til at planterne trivedes. Derfor lavede vi det om til redskabsskur. Det er så længe siden, at det nu trænger til et nyt tag. Samtidig skal "skelettet" have en omgang maling.
Høstfloks vil jeg gerne have i mange farver

Floks minder mig om min barndoms somre. Som feriebarn på landet i Danmark er denne blomst og dens duft for mig identisk med sommer, leg og glade timer sammen med andre børn i deres forskellige landbohaver. Foreløbig har jeg disse lilla og pinkfarvede stauder. Næste år vil jeg gerne have plantet nogle hvide - måske allerede til efteråret. Sidste år samlede jeg frø fra den pinkfarvede og nu har jeg flere små stauder i vækst rundt omkring.

Kugletidsel er skøn at skue og tiltrækker bier

Det er først på meget nært hold man kan se, hvor kunstfærdig og flot denne staude er - jeg havde aldrig lagt rigtig mærke til de mange mange små blomster, som bierne er vældig glade for.

En flammende rød lobelia

Jeg var meget skeptisk da jeg købte denne lobelia, som er en etårig sommerblomst. Den var så flot og kraftig at jeg tvivlede på at den kom frelst gennem den tørre varme sommer. Der står 2 mere i en af mine store krukker. De overrasker og bare vokser og blomstrer uendeligt. Omkring den ses de hjemmelavede sølvblad (Cinerarie), som er lidt sene på den i år. Måske får jeg igen held til at overvintre nogle af dem.

Ærteblomster (Lathyrus)

Lathyrus er et "must" i min have. I år har de været meget længe undervejs fordi jeg såede på direkte på friland. Sidste år såede jeg i tomme mælkekartoner og havde dem til at stå inde i redskabsskuret til de spirede og var ca. 10 cm høje inden jeg bare fjernede kartonen og kunne plante dem ud i store klumper. De havde et ordentligt rodnet. Så det må jeg hellere gøre igen til næste forår.

lørdag den 5. august 2006

Geranium og Hortensia Annabelle

Hortensia Annabelle overlevede i spandene

Det var godt at jeg reddede mine nye hortensia Annabelle ved at plante dem om i spande, så jeg kunne kontrollere for både vand og snegle. Desværre havde jeg ikke taget højde for at blomsterhovederne blev alt for tunge da det endelig begyndte at regne, så nu må de have en pind at støtte sig til - og så vil jeg overveje, hvor jeg kan finde en god blivende plads til dem. De kræver halvskygge, meget vand og tåler ikke et vindomsust sted. Jeg har 4 stk. mere af disse hortensia. Dem har jeg plantet under vores store grantræ, som er opstammet. Men med den tørre sommer vi har haft, har jeg måttet vande dem, og lur mig, om ikke grantræet har suttet det meste af vandet til sig.

Storkenæb i fuld fart igen

Det er helt fantastisk at se, for det er kun 3 uger siden jeg klippede dem helt ned til jorden. Mon ikke de kan nå en blomstring mere i år.

Koalabjørnen Jonas er glad for at det er grønt omkring ham igen. Jeg har 3 forskellige af disse keramikbjørne, som har fået navnene Jim, Jonny og Jonas. (Efter en gammel tysk slager)

torsdag den 20. juli 2006

"Rysteribs" og barndomsminder

"Rysteribs" og barndomsminder
Det smager skønt med en gang rysteribs til sommerens lette kødretter. Jeg har kun en enkelt ribsbusk i haven, og den har herlige lange klaser med store bær. Min barndoms ribs var nogle små bær, som var sene at plukke. Som sydslesvigsk feriebarn på en kro i det midtjyske var det min opgave hver dag inden middag at plukke et liter-mål ribs, og jeg kunne ligeså godt plukke pænt, ellers blev jeg sat til at "nevre" dem bagefter af plejemor/kromutter. Jeg gemmer gerne et par portioner i fryseren til jul og andre festlige lejligheder. Børnebørnene elsker dem, når de er blevet rystet godt med sukker.

onsdag den 19. juli 2006

Vi har "hugget" sten og købt regnmåler

Ny investering i en regnmåler - men hvor bliver regnen af?
To "huggede" sten
Engang imellem er jeg nødt til at skræve over "rullestenene" for at komme til bedet ved siden af. Og stenene kan virkelig rulle - kan jeg forsikre om - i hvert tilfælde blev det ikke bedre af at jeg ville forcere beddet med klip-klapper, og så skvattede jeg, men nåede over i alt det grønne. Så nu skulle der gøres alvor af at placere et par trædesten. I en stor udgravning i nærheden fik jeg øje på to flade sten, som vi så "huggede". De passer på en prik ind i stenbedet, som nu er blevet "stensikkert".

tirsdag den 18. juli 2006

Fugl af jern og levende fugle

En engelsk-visende vejrhane
Vi har investeret i en vejrhane, så nu er det slut med at gætte sig til vindretningen - en vigtig ting at vide helt præcist, når man gerne vil ud at sejle eller brænde bål af i haven.
Udover denne hane af jern, som ikke kræver foder, har vi 5 foderhuse i haven og dermed også mange forskellige fugle. Efter vinterenet fodrer vi så længe, til der er nok føde i naturen. På terassen har vi dog et luksusfodersted, to foderautomater, hvor vi kun fodrer med afskallede solsikkekerner - det er ren luksus for fuglene og meget dyrere end andet frø, men vi var mega-trætte af at have skaller flyvende rundt om ørerne på os. Her fodrer vi hele året. De afskallede frø er imidlertid så små, at mange af dem havner på fliserne. Mejser og musvitter henter et frø og flyver væk med dem for at hakke dem i sig et sted hvor de kan kile dem fast i en gren. Derfor var jeg opfindsom og fik skruet en lille bambusskål op under foderautomaterne. Desværre virkede de ikke kun som frøopsamlere, nej nu fandt fuglene ud af at det var nemt at vade rundt i frøene i skålen - og det var da også meget nemmere at sidde på kanten af skålen, så sparede man da flyveturen til en gren. Og nu ligger der lige så mange kerner på fliserne igen. Men vi har da større fornøjelse af fuglene .... og mon ikke der kommer en lille mus, som tager sig af resterne om natten?
Jeg gjorde store øjne da jeg så disse blade på fuglefoderhuset, som står udenfor mit køkkenvindue. Foderhuset er nemlig placeret på en stamme fra et rønnebærtræ - og stammen blev savet over og anbragt der sidste år i oktober måned. Stammen er gravet ca ½ meter ned i jorden i et betonrør. Nu er jeg bare spændt på hvor længe det varer før bladene visner - og så i denne tørre tid!!

torsdag den 13. juli 2006

Fornyelse af terassebedet

Det samme bed - samme dag i aftensolen
Her trænger til klipning og fornyelse
Når storkenæbbene (geranium) er færdige med at blomstre - og inden frøene er modne, får de en radikal tur med saksen. Jeg klipper dem helt i bund - og der bliver ret bart en 14 dages tid, inden de igen skyder med små grønne tuer. Piletræet trænger også til en halvering. Det ser voldsomt ud, men når jeg er færdig, er der plads til de sidste udplantningsplanter i bedet. I år bliver det sølvblad (Cinerarie) og de to lobeliaer fra symaskinen + to røde tobaksplanter. Resten af det der ses i bedet var gemt under storkenæbbene.

onsdag den 12. juli 2006

Blomsterbilleder til postkort

Keramikænder af "egen avl" fra dengang jeg smattede med ler
Rose "The Pink Fairy"
Iris og hosta
Billeder til postkort
Pyh-ha, det kan være svært at håndtere alle de billeder man kan nå at tage på rundtur i haven med et digi-kamera i hånden. Bagefter kommer den svære kunst at udvælge de billeder, som man gerne vil beholde. Jeg har et par aftener ( selvfølgelig mens der var fodbold) moret mig med at finde billeder, som i udsnit kunne bruges til postkort. Det er ret sjovt at lege med og man får pludselig øjnene op for farvesammensætninger, strukturer og lys - og skyggevirkninger.

Lavendeltid

Min blomstrende forhave
For bare 4 uger siden var der kun ganske få løgvækster, som blomstrede i min forhave, men nu er næsten det hele sprunget ud på een gang. Nina Poulsen -roserne er i fuld blomst og det bliver de ved med indtil frosten sætter ind. Lavendlerne står gerne 6-8 uger inden de sidste er afblomstrede. Om et par dage springer de gule potentil og perikon ud. Længere ude i bedet blomstrer de store pinkfarvede "The Fairy"- roser. Men i dag gælder det lavendlerne, som skal gemmes til pynt og som "afskrækningsmiddel" for møl.

Sådan laver jeg en lavendelspindel

Lavendler holder møllene borte fra vores lækre uldtrøjer. Vores bedstemødre havde en sød og romantisk måde at gøre det på. Enten ved at fylde blomsterhovederne i små broderede bomuldsposer eller ved at flette dem i spindler. Man skal til et spindel bruge et ulige antal friske lavendel-stilke - hvis de er for tørre, knækker de. Jeg har brugt 9 x 3 stilke. Og der skal bruges ca. 1½ meter silkebånd i ½ cm bredde.

  • Fjern bladene fra stilkene
  • Læg blomsterhovederne sammen og bind den ene ende af silkebåndet stramt omkring stilken lige under blomsterhovederne. Klip den overflødige stump bånd af
  • Bøj nu forsigtigt stilkene bagover så de dækker blomsterhovederne
  • Saml stilkene 3 og 3 med en tråd eller et gummibånd
  • Flet nu ud og ind over stilkene - gerne lidt stramt
  • Slut med en løkke til ophæng og en pyntesløjfe.
  • Hæng spindlen til tørre inden den hænges i klædeskabet eller lægges i skuffen.

Klar til at flette

Den færdige lavendelspindel

Den pinkfarvede rose i baggrunden hedder "Lady Chatterly" og er en krydsning af rosen "Super-Star" og "Queen Elisabeth". Når jeg nipper afblomstrede roser, plukker jeg gerne en fuldt udsprunget rose til en lille glasskål. Så kan jeg gå og dufte til den mange gange i løbet af dagen.

Lavendelposer- og spindel

Lavendelposer har jeg i mange forskellige variationer. Nogle er syet af fint hørlærred og broderede, andre er syet af smukke stofrester. Poserne på billedet er syet af smalt køkkengardinstof. Båndet er trukket igennem hullerne foroven og lavendlerne i posen fornyes hvert år. Det kan også sagtens gå an at bruge tørrede lavendelstænger og blade, men der er mest æterisk olie i blomsterne. Poserne hænges direkte på bøjlerne med de uldne "sager". Tøjet kommer til at dufte dejligt - og hvem kan ikke huske duften af de gamle mølkuglers naftalin. Godt man er fri for det.

fredag den 7. juli 2006

En herlig duft i stuen

En fryd for øje og næse
Mine hvide rosers blomstringstid er alt for kort, så jeg nyder dem både ude og inde i den lille månedstid, hvor de blomstrer. Nu hvor der er så varmt udenfor, står de næsten bedre og længere herinde i stuen - hvor de har fået en central plads på sofabordet. Rosen remonterer dog igen, så den kan have en ny blomstringstid eller 2 mere i løbet af sommeren.

Så er det rosernes tid.....

"Malaga" - en potterose i haven
Disse roser er helt bestemt sommerens store overraskelse. De blev købt som potteroser til stuen og blev senere plantet ud i haven, hvor de ikke trivedes godt. I år blev de plantet om, fordi jeg gerne ville lægge et lille stykke på græsplænen ved børnebørnenes gynge i æbletræet. Faktisk var jeg lige ved at kassere dem, men besluttede at give dem en chance til et andet sted. Og jeg skal lige love for at roserne har været glade for at komme et andet sted hen, hvor jorden nærmest er det rene ler. Desværre har jeg ikke plantet de 5 planter samme sted, så til efteråret skal et par af dem flyttes, så de står samlet. Jeg har altid syntes at der skulle plantes minimum 5 stk. roser af hver slags på samme sted.

Astrid Lindgren - buskrose

Jeg har plantet 3 buskroser roser af denne sort. De bliver enormt høje og brede - op til 2 meter og holder sig stive og strunke. Rosen har dejlige blanke blade, og i de 10 år jeg har haft dem, har de ikke været angrebet af sygdom. Roserne ser lidt gammeldag ud - en smule buttede i formen. Den blomstrer helt til frosten sætter ind.

Rød espalierrose med duft

Hvid espalierrose med duft

De første roser i blomst er espalierroserne, der støtter sig til en varm murstensvæg, som holder på varmen, når det bliver køligt om aftenen. De hvide roser dufter dejligt, men hver enkelt blomst holder kun 3 dage inden jeg nipper dem af for at fremme næste blomstring - og undgå at blomsterbladene flyver over det hele. De røde roser, som næsten kan nå ind i soveværelsesvinduet holder derimod i over 10 dage og er flinke til at blive hængende på busken. Rosen har en dejlig ikke sød duft. Min mand holder mest af de mørkerøde blomster, så det er hans yndlingsblomst.

Orangefarvet potterose fra " Roses for ever"

Disse roser blev ved påsketid for 3 år siden købt som bittesmå potteroser og senere plantet ud i haven. Her har de helt ændret karakter. De er blevet næsten 70 cm høje og har fået meget store blomster. Rosen blomstrer hele sommeren med overdådigt mange blomster.

Klematis, storkenæb og løvefod

Clematis "Julia Correvon" på redskabsskuret

Forskelligt antal kronblade ?

Rød klematis på redskabsskuret Den flotte røde klematis med navnet Clematis viticella "Julia Correvoner er blot 3 år gammel og i år overrasker den ved at blomsterne har forskelligt mange kronblade - på samme plante. Det har jeg før oplevet med en lyserød klematis, som det ene år har dobbelte blomster, og næste år er det bare enkle blomster. Den røde klematis og det grå vejrbidte træ fra haveskuret står så flot sammen. Læg også mærke til grenstumpen, som vi har døbt "Danserinden"

Storkenæb (Geranium) og Løvefod i blomst

Løvefod og storkenæb er i fuld blomst nu. Når storkenæb (Geranium) er afblomstret, men ikke har smidt sine frø, klipper jeg den helt ned. Efter 14 dage står den igen med små grønne tuer og kan nå en blomstring mere.

Havebænken i alt det grønne

Når solen står på sit højeste ved middagstid er der pragtfuld skygge ved havebænken og det bliver der ved med at være til henved 7-tiden. Det er også der de skyggetålende planter - blandt andet ørnebregnen breder sig. Bag ved ørnebregnen en formklippet liguster. Fra bænken har vi udsigt til bålpladsen og til det runde bed med blågran og rododendron, men græsplænen er desværre snart en afsvedet græsmark. Vi har aldrig vandet med slange eller spreder på de store arealer, så i denne tid slæber jeg rundt med vandkander.

Hortensia Annabelle plantet om i spande Desværre har mine nyplantede hortensiaer det ikke godt hvor de står nu, så de to af dem har jeg gravet op og har plantet dem i nogle sorte plastspande med huller i bunden. Spanden har jeg sat ned i en anden spand, som jeg har malet med "forhåndenværende" maling. Det er planterne ret glade for. Efter bare 6 dage, begynder de at få nye blade i stedet for de afsvedne eller afgnavede.