torsdag den 10. maj 2012

Klar til at så sommerblomster

 Gartnerier og planteskoler lokker med farvestrålende frøposer, men vejrguderne vil noget helt andet p.t.
Det er godt at jeg havde skrevet op, hvilke frø der skulle med hjem i år, for jeg har jo svoret at jeg ikke gider alt det sommerblomstsjov i den store stil. 2 poser Tagetes Vanilla med 14 frø i hver pose til 39,85. Så var
der endda kun 12 og 13 frø i poserne. Det er faktisk snyd til den pris - "Lord" Nelson! Ageratum er fine, både hvad angår farve og den kompakte vækst. Biblomme kan jeg ikke undvære på grund af duften. Desværre lod jeg mig senere overtale til at at købe Lathyrus, selvom jeg i øjeblikket ikke ved, hvor de skal
sås. I første omgang sår jeg i dybe potter.

Der var is i fuglebadet efter nattefrosten


Hortensiaen er et impulskøb og den må stå foran terassedøren indtil det bliver lunere.


Hyacintherne vælter op alle vegne. De er faktisk mere taknemmelige end tulipaner.

Ventetiden bruges til at lave papirpotter. Det har jeg haft stor succes med de sidste år og de er nemme at lave.
 Et par clips for at holde sammen foroven - og tape i bunden, selvom det måske ikke er nødvendigt. Jeg har dog fundet ud af at der skal bruges 2 dobbelte magasinsider (ugeblad) lagt dobbelt for at potterne bliver stabile.


Jeg har ikke tidligere haft "sågodset" til at stå i vindueskarmen, men det sydvendte vindue i gæsteværelset måtte være det rette sted. Mit plastdrivhus fra de sidste år kunne ikke rigtig hænge sammen mere og overparten af det har jeg sat over krydderurterne i højbedet. Faktisk var jeg træt af plastdrivhuset. Sidste år glemte jeg at lyne "vinduet" op en formiddag med solskin - og så var alle planterne kogte. Jeg arbejder meget stærkt hen på at minimere så-  og priklearbejdet. Det sparer også en masse vanding hen på sommeren.


Resterne af "drivhuset" sat oveni højbedet med krydderurter