Vi har 7-8 forskellige fuglekasser rundt omkring i haven. I år var der kun en enkelt kasse, som stod tom. Den lille musvit var ikke helt tryg ved at jeg stod og lurede tæt på, men den overvandt sig selv, ungerne skreg jo på mad.
Sidste år blev stæren forstyrret af en kat, der mageligt lagde sig til rette ovenpå taget af fuglekassen og havde held til at jage stæren bort - eller det der var værre, vi så ingen unger.
I år havde gemalen sat et spidst tag af hønsenet ovenpå huset og fik lov til at være i fred for katten. Kassen sidder ellers højt oppe i et gammelt æbletræ.
Jeg var så heldig at se stæreungen - jeg observerede kun en eneste - forlade kassen, for kort tid efter at lade sig forevige under bordet på terassen. Senere på dagen fandt den tilflugt i lærkehækken, hvor moderen stadigvæk fodrede den med lækre levende larver.Den lille blåmejse havde en fin ny bolig i år, lige ved siden af vinduet til vores soveværelse. Utroligt, hvor mange flyveture den havde bag sig længe før jeg selv kom ud af "fjerene".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar