tirsdag den 3. september 2019

SEPTEMBER - PLANTETID




I dag, den 2. september kunne vi stadigvæk sidde ude på terassen indtil sent på eftermiddagen, hvor det pludselig blæste op - det kunne ses på æbletræet. Der er lovet regn de næste mange dage, så det var med at få slået græsset så længe det var tørt. Der er ikke skyggen af mos i plænen i år. Den er meget tæt, så det er nok værd at overveje en vertikalskæring om et par måneder. 


Potten med græsset stammer fra en påskesammenplantning fra vores søn. Jeg nænnede ikke at smide græsset ud og det ser fint ud i den store potte på kanten af fliserne.


Det gamle æbletræ har stadigvæk sin krave af natursten omkring sig, selvom det kan være lidt træls at holde ukrudtet væk mellem stenene.



Det nysåede græs (9 dage siden) er kommet fint og efter at jeg har lagt et net over, holder naboernes katte sig også fra det. 

I går såede jeg græs i den lange strimmel langs plænens kanter. Nattens skybrud havde heldigvis ikke skyllet frøene væk, men jeg havde også revet dem lidt ned og trådt dem godt fast.


Roserne på pergolaen var blevet voldsomt høje ovenpå, så jeg tog en rask beslutning og klippede hele toppen og de gamle grene af. Så bestemmer rosen selv om den vil blive til mere eller erstattes til foråret. Værre er det ikke :-)



Man kan godt se at nogle planter er ved at takke af for sommeren, mens andre først kommer i omdrejninger nu.


Hortensia paniculata - eller almindelig havehortensie bliver klippet helt ned om foråret og er i stand til at få disse meterlange ret stive skud med store blomsterklaser. Høstfloksen er heller ikke helt færdig endnu.


Mine Anna Belle stiklinger fra foråret nåede aldrig at komme ud af de spande jeg satte stiklingerne i. De trives også vældig godt, måske skal spandene blive deres varige sted, for de er nemme at flytte rundt med i forhold til vind og vejr og sammensætning med andre planter. 


Jeg er ved at forberede tømning af krukker med sommerblomster, udskiftning af jord i nogle - og så er der altid nogle planter, der må holde flyttedag.


Kristtjørnens bær er ved at skifte farve. Det bliver herligt med røde bær ude foran vinduet til mit arbejdsværelse - indtil fuglene har ribbet busken.