søndag den 6. april 2008

Bålbedet i funktion igen

Nu er det tid til at gøre haven forårsklar
Jetzt wird es Zeit für Gartenarbeiten
I dag var det ikke til at komme udenom havearbejdet. Det fine vejr gav formildende omstændigheder. Inden jeg havde set mig om, havde jeg været i gang med haveredskaberne i 7 timer. Efter et bad er det nu tid til at nyde aftensolen - indenfor.

Lugearbejde

Der luges og stenene pilles op og vendes hvert år- næsten som kællingen der vender sin særk juleaften

Gravearbejde

Langs ligusterhækken plejer jeg at slå de stauder og buske ned, som ikke er helt vinterhårdføre. Hækken giver tilpas læ til planterne, som i dag igen er kommet i potter for at blive plantet ud på deres sædvanlige plads om en måneds tid, når faren for nattefrost er ovre. Den brede sti langs de 35 meter hæk bliver gravet hvert forår. Det er også det eneste regulære gravearbejde jeg har.

Beskæring hører til det sjove arbejde

Stenene er vendt og ukrudtet fjernet. Det plejer at holde hele sæsonen. Jeg er ikke særlig vild med grave og lugearbejdet, så jeg havde gemt det sjove arbejde til sidst. Efter 3 års formning er kristtornen nu næsten ved at have sin kuglerunde facon. Jeg klipper altid i grenene og synes det skæmmer at klippe i bladene, så klipningen tager lang tid med en rosensaks.

Sommetider kan man først se det på et foto at noget skal rettes. Kristtornens facon er ikke helt i balance og det ville pynte svært, hvis jeg klipper bunddækket ned, så træets stamme bliver synlig. .... I morgen er der forhåbentlig atter en dag. Bålpladsen taget i brug igen

Jeg måtte indse at jeg med alt det haveaffald, som hverken kan komposteres eller kværnes, var nødt til at tage bålpladsen i brug igen. Hosta og løvefod, som var plantet i bålbedet sidste år blev sat i nogle spande - klar til at komme i bålbedet igen, når havens roser og lavendler er klippet og brændt af. Det betyder så også at min drøm om at plante roser og lavendler i bedet ikke kan blive til noget, medmindre jeg planter dem i bundløse spande, lige til at tage op. Måske skulle jeg overveje kun at ha' lave sommerblomster i bedet. Når trampolinen skal i brug, må blomsterne ikke være særligt høje.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar