På Kromanns's Planteskole var jeg yderst heldig i dag. Først fik jeg et japansk kirsebærtræ forærende og også denne gren med bær, som jeg kan forsøge mig med i mit æbletræ. Kirsebærtræet havde et sår ved podestedet, men når det plantes sådan at jorden dækker, vil det slå nye rødder fra dette sted. Sådan en plante sælger Musse Kromann ikke, men hun ville gerne forære mig den. Dermed er spørgsmålet om et stammet træ løst.
Samtidig blev der købt 3 cornel med røde grene, 5 surbær og 10 hasselbuske. Det lykkedes at få det hele i jorden i dag, for der er varslet orkan. Buskene blev plantet i buskettet mod naboen og i kratskoven, hvor der vil blive lidt bart, når jeg har klippet fjeldribsen ned. Men det varer heldigvis kun 1 sæson, før de kommer til at fylde igen.
Gaffa tape kan bruges til meget
Jeg håber at spaden holder indtil vi skal i byen næste gang, for jeg kan ikke bruge en hvilken som helst spade. Den skal nemlig have et ganske bestemt smig for at jeg kan arbejde med den. Og arbejdes det skal der i mange dage endnu, inden jeg er færdig med at lave om på havens øverste del og kratskoven.
Jeg har det med haven ligesom børn har det, når de bygger huler: Når hulen er færdig, er den ikke så interessant længere.
Derfor bliver jeg aldrig færdig med min have.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar