En gang imellem har jeg lyst til at ændre noget, som ikke er så godt som det kunne være. Denne gang var det terassen som måtte holde for. For mange, mange år siden stod her et hjortetakstræ som bare fik for mange rodskud som løftede fliserne op. Det blev gravet op og jeg plantede en stor hængepil i stedet for. Rundt om hængepilen havde jeg lagt strandsten, som efterhånden var helt dækket af hasselurt, som åbenbart kan li' at vokse mellem sten. Hængepilen væltede i en storm i 2013. I 2014 havde jeg den lyse ide at sætte en stor træstub med en krukke ovenpå hvor piletræet havde været. I foråret syntes jeg at det var helt fjollet med sådan en opbygning - det skulle helt væk og lægges fliser i stedet for. Jeg bestræber mig jo på at gøre det hele nemmere.
Piletræet havde stået der i mange år inden stormen væltede det
Nødløsningen i 2014-2015
Efter sløjfningen af det lille bed
Jeg skulle bruge 7 fliser til at fylde hullet ud med. Det kunne lige klares med at fjerne 1 række fliser fra "stenbedet" som til gengæld blev udvidet med de sten der var i det sløjfede bed. En stor trædeflise er praktisk når fuglebadet skal renses og fyldes med vand.
Stedmoderblomsterne i krukken med fuglebadet havde set bedre dage. I mangel af andre planter, jeg plejer at have Bacopa og Nyresnerler i krukken lagde jeg nogle strandsten øverst. Måske kommer der blomster i igen til næste år - ellers er stenene jo også arbejdsbesparende.