torsdag den 23. maj 2013

Endelig håb om forår?

 Åh, hvor er der meget at gå i gang med - og vejret arter sig ikke altid til de gøremål man har på programmet.



En af de store opgaver som skal ske tidligt og når der er lidt tørt, er vertikulering af græsplænen. Det bliver gerne til omkring 20 store trillebørfulde af  mos.



En anden hastesag er oprydning på terassen så vi kan starte udelivet under hyggelige former





Jeg bestræber mig på at gøre det lettere for hvert år. Det betyder også at mange træer og buske bliver trimmet in til de bare stammer. Men det skal gøres indet det bliver håbløst at gøre noget ved det.



Jeg har aftalt med mig selv at krukker så vidt muligt skal beplantes med noget, som kommer igen
år efter år. Derfor får sukkertopgranerne, som egentlig kun var "julepynt" lov til at blive stående i deres fine sandstenskrukker (Gevinst i en havekonkurrence 2012). De er ikke sådan til at flytte med og kan køre på de fine understel jeg fik lavet af "møbeltransportvogne", som kan bære 120 kg.



Buksbom og mine stammede ligustertræer har overlevet allesammen og er flot grønne nu.



 Fuglebadet er igen beplantet med Bacopa og sølvsnerle. Det var en god ide at sætte fuglebadet i et kloakrør fyldt med sand - og plantet midt i den store krukke. 



Sidste år syntes jeg at det var synd med en strimmel udyrket jord på 1 meter langs hækken og derfor lagde jeg bønner her. I løbet af sommeren kom der virkelig mange bønner - og vi har stadigvæk nogle tilbage i fryseren. Det kan godt blive for meget. Derfor såede jeg græs helt op til hækken. Færdig med at holde den strimmel jord ren.




Tulipanerne blev sat meget sent - Røverkøb til 5 kr. pr. pose, men de kommer flot allesammen



Mine sønner kom med en skøn morsdagsbuket - og det var lige blomster og farver efter min smag. Det var en stor buket til en meget stor vase, men jeg har flyttet rundt med den for at få mest fornøjelse af synet og duften.