søndag den 31. oktober 2010
Og så blev det efterår
Hortensiaerne har stadigvæk lidt farve, så jeg skynder mig at tage masser af dem ind til tørring. Bedst bliver de når de står i vand et par dage og derefter bliver i vasen uden vand. Kirsebærcornellen har sine flotte røde efterårsblade og de plejer at være væk inden jeg får set mig om. Enkelte lavendler og roser har glemt at de skal ruste sig til vinteren, men de er da en fryd for øjet i denne tid. Endnu har vi ikke haft nogen alvorlig nattefrost, som har taget livet af de blomstrende planter.
Vi er plaget af naboernes mange!!!! katte, som elsker at boltre sig i vore havehynder når vi ikke er hjemme - og helst om natten. Træls, selvom vi dækker hynderne til. I sommer har vi haft held til at holde dem væk ved at stille tre solcellelamper på terassebordet. Men det vænner de sig garanteret også til.
Denn Helicrysum var tilovers i foråret, så den kom i krukken foran døren. Mere skal der i grunden ikke til. Mon den holder vinteren over???
Midt på sommeren satte jeg en masse stiklínger af Texas Salvien og de er allesammen blevet til noget. Nu venter de på udplantning sammen medd en spandfuld såede Fingerbøl (Digitalis) og Solhat (Rudbeckia. Selvom vores grund er stor med sine 1.500 kvadratmeter kan jeg næsten ikke finde steder, hvor jeg kan plante nyt. Men det er jo svært at lade være. Tænk at jeg ikke skal fristes på planteskolen mere :-)
Umiskendelige tegn på at havesæsonen er ved at være slut for 2010