lørdag den 10. juni 2006

Stor have = meget affald

To kompostbeholdere Af træet fra den gamle terasseoverdækning, som lettede under orkanen i 2003 har vi bygget en dobbelt kompostbeholder.På de indvendige sider har jeg slået noget gammelt Gardisette gardin, så skidtet bliver indenbords. 2 gange om året vender jeg bunken ved at skovle den over i den tomme beholder. På vores kommunale Genbrugsstation kan man ganske gratis hente kompostorme fra nogle store beholdere med hestemøg. Jeg tager gerne en stor posefuld med hjem derfra. Dræbersnegle elsker forrådnede ting, og desuden "hviler" de sig gerne under en sort plasticspand - så er de lige til at samle ind og blive "halshugget". Det er dejligt med lidt fast underlag ved komposten og belægningen har jeg fra en nabo, som havde ryddet op og ville køre fliseresterne væk. Jeg kunne sagtens have købt mig nogle fliser, men jeg syntes det var sjovt at lægge de forhåndenværende sten i mosaik. Til sidst måtte jeg smadre nogle fliser for at få det til at gå op. Vores "kratskov" Vi bor langs en motorvej, som dog løber ca. 50 meter nede af en skrænt. Efter bygningen af motorvejen blev der noget jord tilovers på begge sider af skrænten og det fik man lov til at købe og få lagt til sin grund for ca. 1 kr. pr. m2. Derfor er vores have også stor. Selve skrænten er beplantet med træer og buske og vi fortsatte beplantningen et stykke ind i vores have. Det er vi meget tilfredse med i dag, hvor den lille "kratskov" giver os mulighed for at lægge komposterbart affald - græs, mos, kværnede plantedele. Samtidig er her faktisk smukt og børnebørnene skal gerne "en tur i skoven" efter vinbjergsnegle. Så går der sport i at finde så mange snegle som muligt. Kratskovens bunddække af flis og efeu Hvorhen med affaldet? En stor gammel have giver masser af biologisk affald i løbet af året. Vi har ingen trailer eller anhængertræk, så vi "kværner", komposterer, lægger græsaffald i vores kratskov og under buske - og om efteråret bruger vi bålpladsen til afbrænding af stikkende rosengrene og kristtjørn. I år har vi renoveret bålpladsen så nu pynter den ligefrem i haven - til vi når til efteråret igen. Bålpladsens sten var efterhånden forsvundet mellem ukrudt og græs. Nu er restefliserne rettet op og pladsen klar til sommerens snobrødsbagning.

1 kommentar:

  1. Hej Ingeborg!
    Det er da IMPONERENDE .... du er da ..... hvor er din side flot og,
    hvor har du lavet bloggen "klog"
    - du ku´ jo skrive en hel Pixiebog ;-))
    (Undskyld - sidste sætning er for sjov ;-))
    MEN - Stort til lykke med det flotte værk - glæder mig til at følge den videre :-) Knus Christa

    SvarSlet