lørdag den 12. oktober 2019

HAVEN PRIMO OKTOBER 19


Cornellen med de røde grene, Cornus alba sibirica stråler lige nu i alle regnbuens farver og liver gevaldigt op i bedet langs østsiden og i det store bed langs nordsiden. 


Iøvrigt synes jeg at træer og buske kun langsomt får farve og mister deres blade. Intet er helt normalt i år.


Nina Weibull roserne blomstrer gerne helt ind i december måned. 


Hortensiaerne har ikke overgivet sig endnu, men farven er skiftet fra strålende blå til rødlilla. Sådan kan jeg bedst lide dem. Lige bagved Hortensiaerne står der en brogetbladet Cornel alba elegantissima. Den får ikke strålende kulørte blade, men de yngste grene er også røde. De ældste grene bliver klippet meget hårdt ned hvert forår.


Endnu ser der ikke særligt efterårsagtigt ud og græsplænen blev klippet den 5.10. og kunne sagtens tåle det slid, som 12 personers "Kongespil" gav. Når vi har familiekomsammen, er Kongespil et "must" og særlig spændende, fordi der kan blive et Jysk hold og et Sjællands hold. Det var Sjællænderne der vandt. De får revanche til jul, medmindre der ligger sne :-)




Når Hostaerne får gule blade er det et sikkert tegn på at det er på tide at tømme krukker og sætte krukker med overvintrende planter i den frostsikrede garage. Frostsikker indtil en vis grad. Er der udsigt til hårde frostgrader smider jeg et tæppe over krukkerne.

Kristtjørnens overdådigt mange bær modner lidt efter lidt og er flot orangerøde lige nu. 


Til trods for det sene tidspunkt på året ser det ud til at mit græsprojekt med udvidelse af græsstrimlen langs huset lykkes. Bliver græsset for tyndt, må der eftersåes. Græsstien er forøget med 1/4.