tirsdag den 19. november 2013
Frodigt og grønt i juli 2013
LOOK GOOD - FEEL BETTER er en skøn dybrød duftende Poulsen rose. De 4 jeg plantede sidste efterår står flotte og der skal købes en rose mere til efteråret.
Brændeskuret med resterne af det fældede grantræ. Det venter på en mand med en økse
Vi har kun en enkelt ribsbusk + solbærbusk. lige nok til at vi kan lave lidt marmelade af solbærrene og fryse ribs til julens rysteribs og ribsgelé. Ribsbusken har forrygende lange rigt bærende ranker
Der er altid nogen blomstrende planter sommeren igennem. Her er det TEXAS SALVIE i forgrunden og bagved i bålbedet ses de blomstrende Hosta og Løvefod. Hostaen er den blågrønne sort som kan blive meget voldsom. Til gengæld er dens blomsterstande meget lave og kønnere end den almindelige Hosta
Min tørreplads ligger bag husgavlen og der kan tørres meget på 20 meter tørresnor. Jeg hader de der parasoltørrestativer, hvor man skal danse rundt om sig selv når man hænger tøj op
Heuchera er en herlig bunddækkeplante og har næsten samme virkning som en blomstrende plante. Jeg har formeret rigtig mange og fortsætter med det.
Gertrude Jekyll er en dejlig rose og dufter ganske godt uden at være alt for sødlig. Jeg synes dog at min ene rose vokser langt højere end den burde. Næste år vil jeg klippe den ned i tide.
For mig er det vigtigt at en rose også har kønne blade. Min LADY CHATTERLY har de smukkeste rødbrune og grønne blade sommeren igennem
Rød Klintes blomster passer så smuktr i farven til de gråfiltede blade. Det er virkelig en blomst, som vil noget. Jeg har fået den via en fugleklat - og den formerer sig selv ganske hurtigt
Græsplænen er grøn og frodig igen og har været det i snart et par måneder. Selv den lange tørke har ikke gjort skade. Her er det godt med lerjord under muldlaget
Jeg plejer at have høje VANILLA TAGETES F1 i bålbedet, men i år blev de plantet ud i det store runde bed sammen med blå AGERATUM